/elektronik

Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Et dansk firma har udviklet en router, der deler internetforbindelsen retfærdigt uden at spilde båndbredde. De første kunder er boligforeninger.

Af Morten K. Thomsen, torsdag 29. mar 2007 kl. 08:00

Det lille firma Smartshare Systems i Herlev har udviklet en router, der kan dele båndbredden ligeligt mellem internetbrugerne i for eksempel boligforeninger. Routeren kigger nemlig på antal brugere og ikke på antal "flows"

Fidusen ved den nye Smartshare router er, at den tilgængelige båndbredde altid bliver delt ud på antallet af brugere. Konkurrerende produkter har den ulempe, at hvis én bruger er i gang med at downloade en film, så kan han nemt "stjæle" 99 procent af båndbredden og efterlade en langsom forbindelse til de øvrige på nettet.

Problemet kan løses ved at reservere en given båndbredde til hver enkelt bruger, men det indebærer samtidig et spild af den båndbredde, fordi alle brugere kun yderst sjældent udnytter den tildelte kapacitet samtidig.

»Vores router holder øje med, hvem der gør hvad. Hvis der er to brugere på nettet, får de halvdelen af kapaciteten hver. En almindelig router ville fordele kapaciteten efter brugernes "flows". En download-bruger kan sagtens have gang i flere hundrede flows på én gang, og det går ud over ham, der bare tjekker sin mail,« siger opfinderen af Smartshare-routeren, administrerende direktør Morten Brørup.

»Jeg så, der var et reelt problem, men kunne ikke finde et produkt, der løste problemet. Så jeg gik i tænkeboks og grublede et års tid, fandt løsningen og søgte patent på at styre båndbredden dynamisk i stedet for bare at dividere med antal brugere,« forklarer han.

Kræver ingen netværksspecialist

Smartshare Systems har patent på teknologien bag, og i første omgang henvender firmaet sig til boligforeninger, hvor deling af båndbredde ofte er et punkt på dagsordenen ved den årlige generalforsamling. Prisen for routeren er afhængig af antal brugere og ligger omkring 200 kroner pr. bruger.

Lars Frøkær Hansen, produktchef hos Lemvigh-Müller elteknik, har testet og evalueret routeren med henblik på eventuelt at forhandle den. Han mener ikke, den er epokegørende ny, men har ellers kun godt at sige:

»Som jeg ser det, er det et godt produkt. Routeren løser et specifikt problem i nichen boligforeninger, hvor den giver en retfærdig deling af båndbredden. Den har en teknisk finesse i forhold til de etablerede router-produkter, og så kræver den ikke, at der bor en netværksspecialist i boligforeningen,« siger Lars Frøkær Hansen.



26. mar 2007 kl 13:10

Christian Schmidt

Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Smart! Jeg har før kigget forgæves efter et sådan produkt (jeg fandt nogle produkter, men de var ikke i en prisklasse, der appelerede til vores lille boligforening).Hvad koster de sådan ca.?


26. mar 2007 kl 13:18

Christian Schmidt

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Ok, jeg skal lige lære at læse indenad :-) 200 kr. pr. bruger er da ikke så galt (i hvert fald ikke for en lille forening).


26. mar 2007 kl 14:31

RUNE MØNNIKE

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Jeg har i over et år, gennem mit IT firma computerfiks.dk, leveret en tilsvarende router løsning til boligforeninger og mindre virksomheder. Løsningen er baseret på open source software. Se detaljer her http://m0n0.ch/wall/ Denn...enne software giver mulighed for Bandwidth throttle. Desuden giver løsningen en lang række andre avancerede muligheder for at styre et netværk.Smartshare Systems' produktspecifikationer ligger på adressen 


26. mar 2007 kl 18:50

ESBEN MADSEN

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Det ser da ud som et spændende produkt Rune :) kunne være man skulle overveje det til kollegiet engang... i øjeblikket bestrides routerfunktionen af en open-bsd maskine, men dette ville da give en væsentlig reducering af både strømforbrug og varmeudvikling...Om ikke andet, er det da noget jeg godt kunne finde på at lege med :) og der er da næsten med garanti et par stykker rundt omkring, der kan få smidt linket i hovedet... 


26. mar 2007 kl 18:56

ESBEN MADSEN

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Edit: ja, ok bemærkede så lige at du ikke var direkte involveret i m0n0wall, men tak for linket anyway :)Du burde i øvrigt nok overveje lidt mere indhold end "Siden er under udarbejdelse" på siderne Løsninger og koncept (få ord er bedre end intet)... det virker lidt mere proffesionelt når siden ser "færdig" ud ;)


27. mar 2007 kl 08:46

RUNE MØNNIKE

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

Hej Esben Jeg beklager hvis det kom til at lyde som om jeg selv havde lavet softwaren. Det har jeg ikke. Jeg leverer den bare (gratis selvfølgelig) sammen med noget hardware. Hardwaren har indtil videre været den soekris 4801, der bliver anbefalet på monowall's hjemmeside.


27. mar 2007 kl 20:05

Morten Brørup

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

RUNE MØNNIKE skrev:Jeg har i over et år, gennem mit IT firma computerfiks.dk, leveret en tilsvarende router løsning til boligforeninger og mindre virksomheder. Løsningen er baseret på open source software. Se detaljer her m0n0.ch/wallHvis vi ser bort fra, at Monowall/Soekris er et samlesæt af to uafhængige produkter (med deraf følgende problemer med produktgarantien), mens SmartShare-routeren er et professionelt rackmonterbart apparat, der fremstilles på en ISO 9000-certificeret fabrik som et komplet produkt (med QA-procedurer, udgående produktionstest, osv.), kan vi debattere det interessante... hvad kunderne får ud af løsningen!I forhold til boligforeningers behov er Monowall/Soekris teknisk set en router med almindelige trafiktypebaserede shapere, der kan sætte faste begrænsninger på brugernes båndbredde. Der er masser af den slags routere på markedet, også som færdige produkter. Monowall udmærker sig ved at være open source, så man selv kan rette i softwaren, hvis man har lyst til det. Det er dog de færreste boligforeninger, der selv retter i softwaren. De fleste ønsker bare et almindeligt web-baseret administrationsmodul, så de fx kan logge ind og se deres forbrug på internetforbindelsen.Den store forskel ligger i den måde, som SmartShare-routeren fordeler båndbredden sammenlignet med andre routere:Mange avancerede routere (herunder også Monowall) har shapere ("Bandwidth throttle"), som kan sætte en fast begrænsning på beboernes båndbredde.SmartShare er derimod baseret på en dynamisk fordeling af båndbredden efter antallet af aktive brugere, så ingen brugere begrænses unødigt, og der ikke går båndbredde til spilde. Hvis du er i tvivl om hvordan det virker, kan du læse meget mere på SmartShare's FAQ:


27. mar 2007 kl 20:28

Morten Brørup

Re: Dansk router deler internetforbindelsen retfærdigt

ESBEN MADSEN skrev:Det ser da ud som et spændende produkt Rune :) kunne være man skulle overveje det til kollegiet engang... i øjeblikket bestrides routerfunktionen af en open-bsd maskine, men dette ville da give en væsentlig reducering af både strømforbrug og varmeudvikling...Det koster kassen i strøm at have en PC kørende i døgndrift. En rigtig router eller en mini-pc som fx Soekris er meget billigere i strøm.SmartShare er også velegnet til kollegier. Faktisk var en af de mest interessante SmartShare-kunder et større kollegium, der havde problemer med deres internetforbindelse. Nu har de en SmartShare og ingen problemer. 


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.