Skræller man et meget tyndt lag af grafit, kan man i bedste fald få et enkelt lag af kulstof­atomer (et graphen lag), hvor kulstofatomerne er forbundet i bikubeagtig struktur.
Det skulle man umiddelbart tro, var det fladeste lag man kan lave, men sådan hænger det ikke sammen. Allerede for mere end 70 år siden ­viste bl.a. Pierls og Landau teoretisk, at der ­ikke findes perfekte todimensionale krystaller.
Termiske fluktuationer vil nemlig forstyrre strukturen på stor skala, og derfor vil alle todimensionale strukturer smelte ved enhver temperatur over det absolutte­ nulpunkt.
Hænger man, som Jannik Meyer fra Max Planck Instituttet for faststoffysik har gjort det, et graphenlag op på et mikrostillads, vil laget derfor lave udsving på op til en nanometer for ikke at gå i stykker. Jo flere atomer tyk graphenlagene er, jo mindre er udbøjningen – men det er umuligt både at være tynd og flad. Nature 1. marts 2007.