Huse synker i jorden, træer vælter, øer og søer forsvinder. Det er realiteten i klodens polaregne i dag, hvor man flere steder har oplevet temperaturstigninger på over tre grader. De steder, hvor det har trukket gennemsnits­temperaturen op over nul, har det i bogstavelig forstand sat jorden i bevægelse. Det gælder ikke mindst i Rusland, der råder over jordens største tundraområder.

At permafrost smelter er ikke nyt. Om sommeren tør overfladen – det såkaldte aktive lag – altid i et eller andet omfang. Af samme grund står bygninger og andre konstruktioner normalt på pæle fast forankret i permafrosten neden­under. Men de stigende temperaturer gør, at det aktive lag bliver tykkere og tykkere.

Huse synker i jorden, træer vælter, øer og søer forsvinder. Det er realiteten i klodens polaregne i dag, hvor man flere steder har oplevet temperaturstigninger på over tre grader. De steder, hvor det har trukket gennemsnits­temperaturen op over nul, har det i bogstavelig forstand sat jorden i bevægelse. Det gælder ikke mindst i Rusland, der råder over jordens største tundraområder.

Det vender op og ned på alt i Ruslands yderste nord. Træer begynder at vælte, fordi undergrunden under træernes rodnet giver efter. Dyr lider under de høje sommertemperaturer og plages af insektbid. Også de oprindelige folk i områderne er ramt af klimaforandringerne. Århundreders erfaring bliver nyttesløs, når jagtmarkerne bliver til sumpe og is bliver til åbent hav.

Samtidig isoleres polar­egnenes befolkning, når havne eroderes, landingsbaner slår revner og perioden, hvor de såkaldte vinterveje kan benyttes, indsnævres. Vinter­veje er spor, der om sommeren er totalt ufremkommelige, men som om vinteren fryser til og gør polaregnene landfaste med det sydlige Rusland. Før frøs disse veje til allerede i oktober. Nu sker det mange steder først i december.

Huse synker i jorden, træer vælter, øer og søer forsvinder. Det er realiteten i klodens polaregne i dag, hvor man flere steder har oplevet temperaturstigninger på over tre grader. De steder, hvor det har trukket gennemsnits­temperaturen op over nul, har det i bogstavelig forstand sat jorden i bevægelse. Det gælder ikke mindst i Rusland, der råder over jordens største tundraområder.

Sidst, men ikke mindst truer klimaændringerne med at ødelægge de olie- og gasrørledninger, som Ruslands økonomi er så afhængige af. Det er frygten for dette, der har fået landets olie- og gassektor til at støtte permafrostforskningen i Rusland. Det fortæller Jurij Mudrov, lektor på Center for Kryologi og Glaciologi ved Moskva Statsuniversitet.

Gennem halvfemserne blev den statslige finansiering af forskningen holdt på vågeblus. Centeret havde ikke råd til studieture til Sibirien, de studerende flygtede og gennemsnitsalderen blandt forskerne steg og steg. Først for nogle år siden valgte industrien at gribe ind. Man var simpelthen bange for at miste uvurderlig viden, fortæller Jurij Mudrov, mens han viser billeder fra Nordsibirien. Sort-hvide billeder der viser rørledninger på pæle og nyere farvefotos, hvor en sort rørledning har smeltet sig ned i permafrosten og nu ligger midt i en å.

»Om vinteren fryser denne bremme og deformerer rørledningen,« fortæller Jurij Mudrov.

Huse synker i jorden, træer vælter, øer og søer forsvinder. Det er realiteten i klodens polaregne i dag, hvor man flere steder har oplevet temperaturstigninger på over tre grader. De steder, hvor det har trukket gennemsnits­temperaturen op over nul, har det i bogstavelig forstand sat jorden i bevægelse. Det gælder ikke mindst i Rusland, der råder over jordens største tundraområder.

Det er dyrt at anlægge rørledninger over permafrost. Da Trans-Alaska-rørledningen, der løber tværs igennem Alaska fra nord til syd, stod færdig i 1977 havde den kostet knap 50 mia. kr., hvilket var otte gange mere, end hvad det ville have kostet at anlægge en tilsvarende ledning i tempereret klima.

På strækninger, hvor ledningen er lagt i jorden er der opført køleanlæg for at forhindre skader på permafrosten. Andre steder, hvor permafrosten, er særligt følsom er ledningen hævet over jorden. For at varmen fra den 50 grader varme råolie ikke skal forplante sig til permafrosten, står ledningen på såkaldte thermosyphos (termodræn). Det er lukkede kredsløb, hvor ammoniak (hvis kogepunkt ligger på minus 33oC) leder varme væk fra permafrosten og via et sindrigt system af varmevekslere afgiver den til luften ovenfor.

Samme system kan bruges som pæle under huse i polaregnene, for at de ikke skal smelte sig ned i permafrosten. Det er også blevet brugt i forbindelse med vejbyggeri. Sammen med kølesystemet "Air Convextion Embankment" er thermosyphos blevet brugt til at nedkøle og dermed sikre en indfaldsvej til University of Alaska mod permafrostens luner. Pris: ca. en halv mia. kr.

I nabolandet Canada kæmper man også mod temperaturstigningerne. I Quebec lægger man rør under vejene i områder med permafrost for at skabe en strøm af frossen luft. Andre steder i provinsen laver man forsøg med at male asfaltveje grå for at mindske solopvarmning om sommeren. Alt i alt har man sat et beløb svarende til 175 mio. kr. af til vejrenovering i Quebecs nordlige Nunavik-distrikt.