/elektronik

Ledende blæk rykker ind i storskala-produktion

Ny teknologi, hvor en modificeret inkjet-printer kan producere avancerede elektriske kredsløb, bliver nu attraktiv for produktion i stor skala. Blæk med nanopartikler af sølv er dyrt, men giver producenterne flere fordele.

Af Morten K. Thomsen, fredag 02. feb 2007 kl. 00:00

Ifølge en ny rapport fra NanoMarkets, vil adskillige firmaer allerede i år begynde produktion i stor skala med ledende blæk-tekonologi og kalder det en spændende ny fase i printindustrien. Rapporten venter, at markedet for ledende blæk vokse til 7,7 milliarder dollars de næste fem år.

Især tiltrækker blæk med nanopartikler af sølv sig opmærksomhed. Sølvblæk giver blandt andet bedre ledeevne og mulighed for at printe tyndere linjer, men er dyrere end alternativerne.
 
Nanomarkets venter dog, at prisforskellen gradvist vil forsvinde på grund af voldsom vækst. Ifølge rapporten ventes nanosølvmarkedet at nå 900 millioner dollars i 2014.

Også blæk på polymer-basis spås en lovende fremtid. Det skyldes frem for alt behovet i den del af industrien, der fremstiller mobile videoløsninger, fleksible skærme og RFID.
 
Rapporten peger dog på, at polymer-blæk endnu ikke er pålideligt nok til at kunne indfri det forventede boom. Teknologien skal udvikles, så polymer-materialerne giver større mobilitet, højere stabilitet ved stuetemperatur, bedre ledeevne og større mulighed for at kunne fungere udendørs.

Endelig peger rapporten på plastik som det foretrukne materiale til at producere fleksible print. Løsninger med Polyetylen (PET) vælges i dag af mange, men fremover vil PEN overtage en større del af markedet på grund af bedre stabilitetsmæssige egenskaber.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.