/energi

Regeringen vil kræve grøn benzin og diesel til alle

Regeringen drejer rundt på en tallerken og vil tvinge benzinselskaberne til at blande to procent biobrændstof i de danske tanke allerede i år.

Af Sanne Wittrup, torsdag 04. jan 2007 kl. 00:00

Danske bilister kommer til at køre på bio-brændstof allerede i år.

Som del af det længe ventede energiudspil vil regeringen kræve, at benzinselskaberne erstatter to procent af den traditionelle benzin og diesel med biobrændstof. Det erfarer Berlingske Tidende.

Målet er gradvist at hæve procentsatsen i de kommende år, så der i 2010 er seks procent biobrændsel i de danske benzin- og dieseltanke.

Den danske regering har ellers hårdnakket fastholdt en modstand mod at lovgive eller give afgiftslettelser for at fremme brugen af biobrændstoffer i benzin og diesel - trods krav fra EU om en vis bio-andel af transportsektorens brændstofforbrug. I stedet ville regeringen satse på udvikling af 2. generations biobrændstoffer, som kan udvindes af restbiomasse, for eksempel halm. Men nu har regeringen tilsyneladende skiftet holdning.

Venstres energipolitiske ordfører, Lars Chr. Lilleholt, siger til Berlingske, at han har en klar forventning om, at danske bilister meget snart kommer til at hælde biobrændstof i tanken, og han vil kraftigt opfordre regeringen til at pålægge benzinselskaberne de omtalte mindstegrænser for biobrændstof i al benzin og diesel, der sælges her i landet.

»Det vil føre til mindre afhængighed af fossile brændstoffer, mindre udslip af CO2, og samtidig vil det sætte gang i dansk produktion af biobrændstoffer og det udstyr, der skal til for at fremstille biobrændstoffer,« siger han.

Hvornår regeringens energi-plan udkommer, er der ingen officielle meldinger om, efter at planen før jul blev udskudt til 2007.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk