Print 3D-modeller i farver
Z Corporation benytter almindelige printhoveder fra HP til sin 3D-printer, som både kan bygge komplicerede 3D-modeller i gips og give dem farve.
It-Universitetet i København lagde onsdag lokaler til præsentationen af verdens første 3D-printer, der kan printe i farver. Den danske forhandler Euromize3D har fået printeren, der kommer til at koste godt 400.000 kroner, til landet.
Printeren er produceret af Z Corporation, og modsat mange andre 3D-printere, der benytter egenudviklet teknologi, bygger Z Corporation deres printere på almindelige printerteknologi fra HP, skriver Ingeniørens it-medie, Version2.
Det gælder både printerhovedet, der i stedet for farvepasta spytter gips ud, og de farvepatroner, der bruges til indfarvning af gipsen.
Resultatet er blevet en maskine, der bogstaveligt talt maler kopien op i den ønskede form. Printerhovedet kører frem og tilbage og smører gips ud over hele byggepladen. På de steder, hvor der skal være en fast form, suppleres gipsen med en mikroskopisk dråbe bindemiddel.
Når byggeriet af elementet er afsluttet, blæses alt det overskydende gips væk. Den kan genbruges til næste print. Inden modellen er helt færdig, skal den tørre en times tid og derefter blæses helt ren for overskydende gipsrester.
Der er utallige muligheder for at benytte 3D-printeren. På It-Universitetet viste Euromize3D en lille gipsfigur med indbyrdes afhængige tandhjul, der tilmed kunne dreje rundt. Ved hjælp af forskellige former for efterbehandling kan figuren yderligere lakeres, hærdes med epoxy eller sågar gennemgå en krom-behandling.
Input til den på en gang meget simple og meget komplicerede 3D-printer kan komme fra forskellige CAD-programmer, der er i stand til at producere det, man i fagsprog kalder en solid figur. Byggeprisen er begrænset til en til to kroner per kubikcentimeter, og byggehastigheden er ca. 2,5 til 5 centimeter i timen.
Euromize3D forventer at sælge mellem tre og fire af de nye printere om måneden i Danmark, i første omgang til tegnestuer og designere.
Jørgen Nielsen fra Euromize3D forestiller sig, at for eksempel en skole kan bruge printeren til at bygge klassesæt af figurer, som de skal arbejde med. En anden mulighed er at lade eleverne fremstille, præcis hvad de har tankerne, i stedet for at lege med ler.






