Global opvarmning: Nu kan havene ikke optage mere CO2
De selvforstærkende klimaforandringer er allerede begyndt at vise sig - 20 år før forventet. Stormvejr forårsaget af huller i ozonlaget forringer polarhavenes evne til at optage CO2, viser nye målinger.
Globale temperaturstigningerne er allerede ved at blive selvforstærkende. Målestationer over hele kloden viser, at polarhavenes evne til at optage CO2 forringes, i takt med at mennesket udleder stadig mere af den forhadte drivhusgas.
Undersøgelserne er baseret på målinger gennem 24 år fra 40 målestationer over hele kloden og er sammenfattet i computermodeller hos Max Planck Instituttet i Tyskland, skriver New Scientist.
I takt med menneskets stigende udledning af CO2 burde polarhavenes CO2-optag også stige, men i 24 år har polarhavenes CO2-optag været konstant, selvom CO2-udledningen er steget med 40 procent.
»Det her er seriøst. Alle klimamodeller forudser, at denne form for feed-back-mekanismer vil fortsætte og forstærkes i løbet af dette århundrede,« siger Corinne Le Quéré fra universitetet East Angelia i Storbritannien til Nature.com.
Iskerneboringer har vist, at over de seneste 800.000 år har højere temperaturer også suget CO2 ud af verdenshavene. Forskere har dog peget på, at vi først ville se lignende tegn på grund af den globale opvarmning om 20 til 40 år.
Siden begyndelsen af den industrielle revolution har verdenshavene optaget en fjerdedel af menneskets samlede udledninger af CO2 på omkring 500 gigaton. Heraf optager Sydhavet omkring Antarktis cirka 15 procent.
Mere blæsevejr i polarområderne har imidlertid rørt så meget rundt i havene, at store mængder CO2 er blevet ført op til overfladen fra havdybet. Det er årsagen til, at havene har svært ved at optage CO2, skriver Nature.
Det voldsomme vejr er forårsaget af huller i ozonlaget, som betyder, at den øverste del af atmosfæren er blevet mere kold. Det får kolde luftstrømme til at stige ned og skabe mere blæst.
Samtidig skaber den globale opvarmning mere blæst på grund af større trykforskelle i atmosfæren.






