Ingen penge til Cowi efter eksamens-fiasko
Skolestyrelsen vil ikke betale en krone for det it-system, som skulle levere digitale afgangsprøver til folkeskolerne, men gik ned med et brag. Cowi, som leder konsortiet, skal endda selv penge ud for ekstra kvalitetssikring.
Der bliver ikke en rød reje til det konsortium, som har leveret et eksamenssystem til Skolestyrelsen. Systemet brød ned, da de første elever loggede sig på det ved deres biologiafgangsprøve fra folkeskolen i sidste uge.
Skolestyrelsen, som måtte aflyse alle digitale afgangsprøver, havde onsdag eftermiddag kaldt konsortiet, der har Cowi i spidsen, til krisemøde. Her måtte rådgiverfirmaet og samarbejdspartnerne CSC og @ventures acceptere, at de ikke får betaling for systemet i år.
Desuden har de forpligtet sig til at høre en ekstern part, som inden næste års afgangsprøve skal sikre kvaliteten af systemet.
Endelig vil Skolestyrelsen se en detaljeret plan for kvalitetssikringen, efter Cowi i sin egen rapport om forløbet har erkendt, at der blev rettet i systemet få timer før eksamensstart.
Desuden står der en dør på klem for, at Cowi kan komme til at betale erstatning for de omkostninger, som skolerne har haft, og som ifølge Danmarks Lærerforening løber op i ti millioner kroner.
»Med hensyn til de økonomiske konsekvenser skal vi tale videre med konsortiet,« siger Skolestyrelsens direktør, Martin Isenbecker, i en pressemeddelelse.
Han ryster dog ikke så meget på hånden, at han er klar til at aflyse folkeskolens digitale afgangsprøver til næste år eller hyre en helt ny leverandør. Han henviser til, at systemet sidste år kørte uden problemer.






