Tre danske provinsbyer skifter til sol, vind og biobrændstof
Politikerne er blevet enige om at give penge til tre byer, som udelukkende skal forsynes med vedvarende energi.
Danmark får tre energibyer, hvor alt energiforbrug fra gadebelysning til opvarmning og transport kommer fra solceller, vindmøller og biobrændstof.
Op til forhandlingerne om Danmarks energiplan er der bred politisk enighed om at bruge en del af midlerne i det såkaldte Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) til energibyer.
Ifølge energiordfører for Socialdemokraterne, Kim Mortensen (S), er Sønderborg og Frederikshavn mulige kandidater til at være energibyer, når FN's klimatopmøde bliver afholdt i København i 2009.






