Cowi efter it-koks til eksamen: Undskyld, undskyld, undskyld
Tre gange mislykkedes det i dag at føre folkeskoleelever op til eksamen i biologi, fordi Cowis it-system gik ned. Nu har Skolestyrelsen aflyst alle årets elektroniske afgangsprøver og genovervejer samarbejdet med Cowi.
»Vi beklager stærkt.«
»Herfra skal lyde en stor undskyldning.«
Skolestyrelsen udsendte onsdag en yderst ydmyg pressemeddelelse, efter tusindvis af folkeskoleelever måtte opgive at gennemføre deres afgangseksamen i biologi.
Websitet, som benyttes til afgangsprøverne, gik ganske enkelt ned.
Det skete første gang kl. 9 i morges, da de første 5.500 elever skulle op til eksamen. De kunne slet ikke logge på systemet. Problemet blev løst ved, at Skolestyrelsen og Cowi sendte en nødindgang til systemet ud, blandt andet via sms. Med den kom første hold endelig på systemet, om end forsinket.
Klokken 10 gentog problemet sig for de nye 5.500 elever, som skulle gennemføre prøven. Et nyt forsøg klokken 11 gav ikke et bedre resultat.
På den baggrund tør Skolestyrelsen ikke gennemføre de digitale eksaminer i biologi og geografi, som 25.000 elever dagligt skulle igennem i de kommende dage. De er aflyst, og eleverne kan i stedet få lov til at gå op på på vanlig vis ved at få et stykke papir med opgaven i hånden.
Kontorchef Tine Bak fra Skolestyrelsen afviser, at styrelsen har forberedt prøverne for dårligt. Hun henviser til, at de elektroniske eksaminer blev gennemført første gang sidste år uden problemer.
Endnu har hverken Skolestyrelsen eller Cowi en forklaring på, hvad der er gået galt med de digitale eksaminer. Derfor bøjer Cowis projektchef, Karsten Sten Pedersen, også blot næsen i gruset:
»Vi skal stærkt beklage, at der er tekniske problemer med at gennemføre 9. klasses prøverne i dag. Det har naturligt skabt usikkerhed for de berørte elever. Vi arbejder alt, hvad vi kan på at finde og løse problemet,« konstaterer han i en pressemeddelelse.
Tine Bak forsøger sig heller ikke med bortforklaringer.
»Herfra skal lyde en stor undskyldning til de elever, der har haft dårlige oplevelser med prøven,« siger hun.
For Cowis vedkommende er det dog langt fra sikkert, at undskyldninger er tilstrækkeligt.
I en ny pressemeddelelse onsdag eftermiddag fastslår Skolestyrelsens direktør, Martin Isenbecker, at han har bedt rådgiverfirmaet om en redegørelse.
»På baggrund af den redegørelse vil vi overveje, om det skal have konsekvenser for vores samarbejde,« lyder det ildevarslende fra direktøren.






