/byggeri

Nye super-lavenergihuse kommer til Danmark

Isoleringsproducenten Isover bygger ti nye huse ved Vejle, som slet ikke kræver opvarmning. Håbet er at give fagfolk erfaring med blandt andet isolering, varmegenindvinding og lavenergiruder.

Af Magnus Bredsdorff, fredag 23. mar 2007 kl. 00:00

Ti superisolerede huse skal fra næste år vise danske byggevirksomheder, hvordan de kan opføre boliger, som slet ikke behøver en varmeinstallation.

Isoleringsproducenten Saint-Gobain Isover har taget initiativ til de nye passivhuse i området Skibet ved Vejle.

Passivhusene kombinerer mere varmeisolering, vinduer med lavenergiglas og varmeisolerende rammer med styret ventilation og varmegenindvinding, så der ikke er behov for fyr eller fjernvarme.

40 procent af energien går til opvarmning

Endnu er passivhusene ikke slået igennem herhjemme. Derfor håber projektleder Jan Riis Nielsen fra Isover, at husene ved Vejle kan danne forbillede for lignende byggerier.

Jan Riis Nielsen påpeger, at omkring 40 procent af det danske energiforbrug stammer fra opvarmning af bygninger. Han henviser til, at regeringens nye energistrategi opfordrer til, at danskerne bliver tre gange så gode til at spare på energien som hidtil.

»Det bliver ikke bare svært. Det kræver en holdningsændring,« konstaterer han.

Samler viden

Ifølge Isover er der intet hokuspokus i at bygge passivhuse. Det kan gøres ved hjælp af kendte teknikker og materialer.

»Det nye er, at vi benytter vores viden og samspillet mellem de enkelte bygningsdele til at skabe en energirigtig bolig med et sundt indeklima,« siger Jan Riis Nielsen

Isover indkalder i første omgang alle fra byggebranchen med interesse i projektet til et informationsmøde. Til mødet vil også være Isovers partnere Zeta Invest og Middelfart Sparekasse. Håbet er at inddrage arkitekter, entreprenører, rådgivere, typehusvirksomheder og producenter af byggematerialer.

Byggeriet af Komfort Husene, som Isover kalder projektet, skal efter planen i gang til efteråret, og husene sættes til salg næste år efter en udstillingsperiode.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.