Rambølls rapport om OL i Danmark giver et urealistisk billede af udgifter og indtægter, lyder det fra Finansministeriet. Særlig grelt står det til med beregningerne af sikkerhedsforanstaltningerne, som ifølge Thor Pedersen er mindst 8 mia. kr. for lave.
Var konsulentundersøgelser af kulturbyggeri en olympisk disciplin, så ville Rambøll end ikke komme i nærheden af at kvalificere sig til legene. I hvert fald ikke med finansminister Thor Pedersen (V) som dommer.
Det kan man udlede af Finansministeriet, der i et svar til Folketingets Finansudvalg dumper en rapport fra Rambøll Management om udgifter og indtægter ved et OL i Danmark i 2024.
»Det vurderes, at rapporten på centrale punkter undervurderer udgifterne og overvurderer gevinsterne ved at afholde OL i Danmark,« skriver Thor Pedersen, der tidligere har udtrykt skepsis over for ideen om at afholde den gigantiske sportsbegivenhed på dansk jord.
En idé, som fik politisk gennemslagskraft af kulturminister Brian Mikkelsen (K) i 2005. Det er således Kulturministeriet, der har bedt Rambøll om at udarbejde rapporten, der har kostet over en halv million kroner.
Rapporten "OL i Danmark - potentialer og barrierer" angiver et overskud på 500 millioner kroner ud af samlede samfundsøkonomiske omkostninger på 24,5 milliarder kroner ved at afholde legene. Men det er et skønmaleri, erklærer Finansministeriet.
Et af de væsentligste kritikpunkter er beregningerne af udgifterne til sikkerhed. Rapporten estimerer, at det vil koste 0,5 milliarder kroner i København. Tallet er baseret på sikkerhedsomkostningerne fra OL i Sydney i 2000 samt budgetterne fra de seneste fem bud på OL fra Madrid, Moskva, London, New York og Paris afgivet i 2003-2004.
Men siden da har sikkerhedsbilledet ændret sig markant. Blandt andet på grund af terrorangrebene i Madrid og London i henholdsvis 2004 og 2005.
Ydermere har det vist sig, at Grækenland måtte spendere knap otte milliarder kroner for fornøjelsen af legene i 2004. London, som huser OL i 2012, har allerede sat regningen for sikkerheden op imod ni milliarder kroner i alt.
»I lyset heraf synes rapportens udgiftsskøn på 0,5 mia. kr. for sikkerhed i forbindelse med afholdelse af dansk OL at være urealistisk lavt,« skriver Thor Pedersen.
Der er brug for mindst 40.000 hotelværelser i København og omegn i forbindelse af afholdelsen af OL. Rambøll skønner, at der vil mangle mindst 15.000.
Den manglende kapacitet foreslår konsulentvirksomheden bliver dækket ind via krydstogtskibe og udlejning af eksempelvis campingvogne, kollegieværelser og private hjem. Så slipper man også for at investere i hotelfaciliteter, der efterfølgende er overflødige. Men den går ikke, skriver finansministeren.
»Disse indkvarteringsformer synes ikke alle at leve op til de kendte IOC-krav om indkvartering.«
På trafikområdet afsætter rapporten 600 millioner kroner til forbedringer blandt andet med en regionalstation nord for Svanemøllen Station. Men det tal forudsætter, at der inden 2020 er etableret to havnetunneler samt en udbygning af metroen. Det vil koste mellem 25 og 30 milliarder kroner. Et beløb, som intetsteds fremgår af regeringens investeringsplaner, minder Thor Pedersen om.
På indtægtssiden har Finansministeriet mistanke om overslag præget af for stor optimisme. Rambøll vurderer, at OL-byen, hvor atleterne og trænerne opholder sig under de tre uger lange konkurrencer, bagefter kan omdannes til permanente boliger og erhvervsbygninger. Det vil give omkring fire milliarder kroner netto i kassen.
En sådan konstruktion er dog ikke lykkedes med stor succes i de andre byer, hvor den olympiske flamme er blevet er slukket.
»En nettogevinst på fire milliarder kroner set i relation til en anlægsinvestering på anslået tilsvarende ca. 4,6 milliarder kroner synes umiddelbart meget høj,« pointerer Thor Pedersen.
Rambøll vurderer desuden, at danskerne bliver så opildnede af at bevidne de professionelle atleters præstationer, at de efterfølgende selv stiger op på kondicyklen eller hiver løbeskoene frem fra den bagerste hylde i klædeskabet. Massebevægelsen vil forbedre den danske folkesundhed med omkring 2,6 milliarder kroner.
Rapporten underbygger beløbet ved blandt andet at henvise til en australsk analyse. Den "viser, at antallet af aktive sportsudøvere er steget med 25-30 pct. i perioden 1999-2002. Analysen konkluderer, at dette skyldes OL2000 i Sydney. Effekten var markant i såvel
olympiske som i ikke-olympiske sportsgrene."
Finansministeriet tvivler på det årsagsforhold og efterlyser flere undersøgelser. Desuden stiller ministeriet spørgsmålstegn ved Rambølls brug af den australske undersøgelse. Forskerne bag er nemlig forsigtige med at konkludere, at der en sammenhæng mellem de olympiske lege og stigningen i antallet af aktive idrætsudøvere.
Socialdemokraterne betegner rapporten som en skandale, der har udgjort et falsk grundlag for partiernes stillingtagen til det olympiske projekt.
»Finansministeriets beregninger viser klart, at det desværre er helt urealistisk at afholde et OL i Danmark. Det gælder både i forhold til sikkerhed, investeringer i hotelfaciliteter, trafikinvesteringer og de meget tvivlsomme beregninger vedrørende de samfundsøkonomiske gevinster,« siger kulturordfører Mogens Jensen (S).
Ingeniøren ville gerne have forholdt Rambøll for kritikpunkterne af rapporten. Men det var desværre ikke muligt at få en kommentar før mandag.
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) oplyste torsdag over for Berlingske Tidende, at han ikke har lyst til at gå ind i en debat med finansministeren om sagen. Til gengæld har han udsendt en kommentar på e-mail.
"Rambøll har lavet en interessant rapport, men jeg må samtidig fastholde - som jeg også gjorde opmærksom på ved offentliggørelsen af rapporten - at jeg også selv er overrasket over nogle af dens beregninger og forudsætninger, og at den udelukkende kan betragtes som Rambølls bud på, hvordan tingene kan hænge sammen. Rambølls rapport har i øvrigt ingen forbindelse til den handlingsplan for at trække store idrætsbegivenheder til Danmark, som regeringen p.t. forbereder," skriver Brian Mikkelsen.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »