Få brændeovns-svin spreder den kvælende røg
Mængden af sundhedsskadelige partikler i røgen fra de danske brændeovne varierer med mere end faktor 100. Lav temperatur og urent træ er skyld i langt størstedelen af forureningen, viser en ny undersøgelse fra DMU.
Nye undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) viser, at en meget lille del af danskerne med brændeovne står for langt den største del af partikelforureningen.
Tidligere undersøgelser har vist, at halvdelen af det danske udslip af fine, sundhedsskadelige partikler stammer fra fyring med brænde i ovne og fyr.
Forskere fra DMU og Force Technology har derfor målt forureningen med sundhedsskadelige partikler fra 19 huse med brændeovne i landsbyen Gundsømagle nord for Roskilde og en række huse i Vindinge syd for Roskilde.
Konklusionen lyder, at forureningen fra en brændeovn kan variere med mere end en faktor 100 fra den reneste til den sorteste røg.
Blandt de undersøgte brændeovne viste det sig, at alene to stod for 61 procent af forureningen med de sundhedsskadelige stoffer Polyaromatiske Hydrocarboner, også kaldet PAH'er.
»Det mest interessante er, at det er ganske få syndere, der står for størstedelen af problemet. Det positive er jo, at vi kan opnå en meget stor reduktion i partikelforureningen ved at få de få til at gøre noget ved problemet,« siger Jesper Stubkjær, medforfatter til rapporten fra DMU.
De nye målinger følger op på en en undersøgelse i Gundsømagle, der afslørede, at der på aftener med koldt og vindstille vejr er lige så stor forurening med partikler i rækkehusområdet, som der er i myldretiden på en af Danmarks mest trafikerede veje i det indre København, H.-C. Andersens Boulevard.






