Om to år er glødepærer forbudt
Det er ved at være sidste chance for at købe en traditionel glødepære i Europa. EU forbereder nye regler, som vil gøre det ulovligt at sælge andet end energisparepærer fra 2009.
EU følger Australiens eksempel og gør Thomas Edisons glødepærer, opfundet i 1879, ulovlig.
Eu's regeringsledere besluttede på topmødet i sidste uge at arbejde for, at de 490 millioner borgere i de 27 medlemslande skruer ned for strømforbruget til lyse boligerne op.
Sandsynligvis vil det ikke ske gennem et direkte forbud mod glødepærerne, men ved fra 2009 at indføre nye regler for pærernes energiforbrug, som kun energisparepærer kan opfylde.
Allerede næste år vil der blive indført krav til, hvor meget energi pærer til gadebelysning må bruge, men det rykker ikke på CO2-udledningen i unionen.
Det gør derimod pærerne i de private hjem. Ved at skifte alle ud med lavenergipærer vil europæerne spare atmosfæren for mellem 20 og 25 millioner tons CO2 årligt.
EU mener, at netop lyskilderne i hjemmet er et af de steder, hvor borgerne selv kan gøre en indsats mod drivhuseffekten. Men der er også EU-initiativer på vej, som skal slukke for nogle af mobiltelefonopladerne og fjernsynene på stand-by - de strømslugere, som også danske sparekampagner har sat fokus på.
Australien offentliggjorde tidligere i år planer om et forbud mod glødepærer, et initiativ, som EU-lederne ifølge den britiske premierminister Bertie Ahern havde studeret, allerede inden topmødet i sidste uge.
Også lande som Chile, Venezuela og Cuba har initiativer, som skal fjerne glødepærerne fra private hjem.
For blot en uge siden opfordrede lysindustrien - altså de virksomheder, som skal producere lavenergipærerne - EU til at følge i Australiens fodspor.





