/energi

20 gange længere bilkøer i 2030

Den danske bilpark vil være næsten fordoblet om 23 år, og derfor vil vi spilde væsentligt mere tid i kø, viser en rapport fra Danmarks Transportforskning. Noah kalder rapporten for en dybt bevidstløs fremskrivning.

Af Mads Nyvold, torsdag 08. mar 2007 kl. 00:00

Sandsynligheden for, at din puls dunker derud af, og temperamentet syder, mens du sidder ubønhørligt fast i en kø, er mangedoblet, hvis du tager bilen til arbejdet i 2030.

Sådan en situation - at holde stille på vejen med andre bilister til højre og venstre - kaldes ifølge trafikforskerne for "kritisk trængsel".
Det er, når vejens kapacitet er belastet med mere end 95 procent, og farten er reduceret med mindst 25 kilometer i timen.
I dag er 0,5 procent af trafikken udsat for kritisk trængsel. I 2030 eksploderer tallet til mellem ni og 14 procent.

Det fremgår af en ny rapport, som Danmarks Transportforskning sammen med Vejdirektoratet har udarbejdet for Infrastrukturkommissionen, der forsøger at kortlægge behovet for investeringer i infrastrukturen.

Noah: dybt bevidstløs fremskrivning

Danmarks Transportforskning bruger to scenarier for fremskrivningen af trafikken med udgangspunkt i 2005.
Det lave sætter den årlige vækst i biltrafikken til 2,1 procent, mens det høje anvender en vækst på 2,6 procent. Ifølge fremskrivningen vil bilparken dermed være 68 eller 91 procent større i 2030.
Transportforskerne forventer, at problemet især vil ramme bilisterne i hovedstadsområdet, i trakantområdet og på andre dele af motorvejsnettet.
»Det er et klokkeklart signal til beslutningstagerne i Danmark om, at realiteterne banker på døren, og at der skal investeres massivt i infrastrukturen, hvis Danmark skal undgå ulandslignende tilstande i 2030. Vi har gentagne gange opfordret politikerne på Christiansborg til at arbejde med konkrete målsætninger i infrastrukturspørgsmål - og her må vi sige, at der er et af de mere oplagte,« siger Frank Laybourn, erhvervspolitisk chef fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Miljøorganisationen Noah betegner udviklingen som særdeles kedelig, men finder derimod selve rapporten ubrugelig.

»Det er en dybt bevidstløs fremskrivning af en tendens. Og det kan da også sagtens gå så skidt, hvis man handler lige så ufornuftigt som i dag. Men der mangler alternativer i rapporten, og to scenarier er alt for få,« siger Noahs trafikekspert, Ivan Lund Pedersen.

Bompenge mod de værste spidstimer

Danmarks Transportforskning erkender selv, at analysen ikke forholder sig til, hvordan samfundet kan reagere på den stigende trafikefterspørgsel.
Der er taget højde for de udbygninger af vejkapaciteten, som politikerne på nuværende tidspunkt har stemt ja for. Men der er ikke taget højde
for, at stigende kapacitetsproblemer på vejnettet i sig selv vil få trafikanterne til at søge alternativer og således begrænse efterspørgslen. Udgangspunktet for analyserne er dermed, at kapaciteten i trafiksystemet ikke udgør en begrænsning.

»Det interessante er, at den kritiske trængsel er i spidstimerne. For det er jo altså nogle toppe, der nemme at kappe af,« siger Noahs Ivan Lund Pedersen, som anbefaler bompenge i hovedstaden.

Ifølge ham har der udelukkende været positive erfaringer med det middel overalt i verden.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, Anne Vang har efter rapportens offentliggørelse slået endnu et slag for bompenge. Københavns Kommune skal dog have grønt lys fra Folketinget for at få bilisterne til at smide skillinger ud af sidevinduerne for at trille ind og ud af byen. Og den manøvre er der i øjeblikket ikke flertal for på Christiansborg.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk