Nyt spor skal sikre hurtigere tog til København H
Trafikstyrelsen er ved at forberede et nyt spor, som skal forbinde Hovedbanegården med godsbaneforbindelsen i Valby. Dermed kan nogle af togene mellem Vestdanmark og København køre uden om Valby, og det løsner op for flaskehalsen i jernbanenettet.
Togpassagerer, der dagligt kæmper sig igennem den trafikerede jernbanestrækning fra København til Roskilde, behøver måske ikke vente på en helt ny jernbane, før de får hurtigere, flere og mere rettidige tog.
Trafikstyrelsen har sat gang i en undersøgelse, der skal føre til, at et nyt spor kan lede togene hurtigt ind til Københavns Hovedbanegård via den såkaldte godsbaneforbindelse i Valby.
Det giver DSB nye muligheder for at planlægge trafikken, fordi de regionaltog, der standser i Valby, ikke nødvendigvis blokerer for de gennemkørende intercitytog til Jylland.
Ifølge DSB's personaleblad bliver der tale om en kombination mellem et nyanlagt spor og en opgradering af den eksisterende forbindelse over godsbanen. Opgraderingen, som blandt andet skal rette kurverne ud, betyder, at togene kan køre 120 km/t i stedet for de nuværende 60 km/t på strækningen. Det vil skære godt 15 sekunder af øresundstogenes køretid.






