Maren Moltke Lyngsgaard er specialestuderende på kulstofprojektet om bord på Galathea 3 ekspeditionen. Hun har sejlet med fra Christchurch på New Zealand og skal først stå af på kajen i København.

Jeg skal prøve at hitte ud af præcis, hvor meget kuldioxid algerne i havet optager fra atmosfæren og transporterer ned i dybhavet langs Galatheas rute jorden rundt.

Til dette måler vi primærproduktionen med kulstof-14 metoden, som blev udviklet og brugt på Galathea 2. Denne giver et estimat af, hvor meget kulstof algerne optager over tid, og ud fra det, kan vi få en ide om, hvor aktive de forskellige algesamfund er i de forskellige områder, vi sejler igennem.

Foruden kvantitative mål kortlægger vi også deres fysiologiske tilstand. Virkeligheden viser nemlig, at man sagtens kan have høje koncentrationer af alger uden de nødvendigvis er særligt effektive, og man kan derfor ikke alene bruge mængde mål til at estimere deres produktion. Den nedsatte fotosyntese aktivitet skyldes i mange tilfælde et fysiologisk stress i form af enten lave koncentrationer af næringssalte eller lave lys intensiteter. Disse målinger kan vi så sammenligne med kulstof-14 metoden og derfra få et godt billede på den komplette aktivitet.

På vej til Antarktis fandt vi fx generelt lave aktiviteter, hvilket kunne skyldes, at disse store områder har meget lave koncentrationer af jern som algerne skal bruge i deres fotosyntese proces. Desuden var vandet meget koldt, og lave temperaturer sløver jo som bekendt langt de fleste kemiske processer heriblandt også fotosyntesen.

De fysiologiske målinger laver vi ved at bruge to forskellige instrumenter, der kan detektere planternes elektrontransport rate. Dette kan igen fortælle os noget om, hvor meget disse planter potentielt kan producere med det optimale lys.

Derudover kan vi ved at belyse planterne med fire forskellige bølgelængder sige noget om pigmenterne, der befinder sig i det algesamfund vi kikker på. Pigmenterne er specifikke for hver algegruppe, og derfor kan det fortælle os, hvad det er for alger, vi finder uden at skulle bruge tid i mikroskopet først.

Området vi sejler i nu er ekstremt spændende, fordi (der ud for Chiles kyst kommer vand op fra de dybereliggende vandlag med masser af næringsstoffer). Denne upwelling giver næring til skyhøje alge produktioner. På billedet indikerer de røde områder de højeste koncentrationer af klorofyl, som er det stof i algerne, der laver fotosyntese.

Det er tydeligt at se, at området er i fuld gang, hvilket også passer fint med at vandet her er grønt og spækfyldt med fisk, søløver og andre marine pattedyr. Her er masser af mad for alle led i fødekæden, og det er til stor begejstring for os om bord på Vædderen, der fisker kæmpeblæksprutter og nyder delfinernes akrobatik.

Eftersom vi ved at planterne optager kuldioxid fra atmosfæren, skulle man jo mene, at netop dette område ville udgøre en stor del af det samlede kuldioxid optag fra atmosfæren, men faktisk ser vi ud fra Jesper Nissens (PhD studerende fra RISØ) kuldioxid målinger i hav og luft, at transporten ikke går som forventet fra atmosfære til hav, men faktisk fra hav til atmosfære. Dette skyldes, at upwelling-områderne her er så kraftige nogen steder at biologien simpelthen ikke kan nå at følge med. Andre steder ser vi, at biologien når at optage meget af kulstoffet, men vi finder stadig generelt en udgasning af kuldioxid fra havet til atmosfæren, og tør slet ikke tænke på hvor stort det kunne have været, hvis ikke vi havde algerne til at sætte en dæmper på det.

Det bliver spændende at se, om havet i fremtiden (blandt andet vha. algernes optag af kuldioxid) kan blive ved at optage halvdelen af det kuldioxid vi mennesker smider op i atmosfæren, eller om den stigende temperatur i havene vil betyde en reducering af dette optag. Det glæder jeg mig meget til at kunne fortælle jer, når jeg inden for det næste år får samlet op på alle de informationer og data, vi har samlet her ombord på Galathea 3 ekspeditionen.