Normsjusk bag tagkollaps ?
Blog: Dårlige normer bag weekends tagkollaps - det er spørgsmålet?
Årsagen til de mindst 10 kollapsede tage har været diskuteret blandt andet i Ingeniøren. Sne er jo angiveligt den umiddelbare årsag, men de trods alt begrænsede snemængder - set i et 50-100 års perspektiv - giver alligevel store rynker i min pande.
Umiddelbart tænker man på sløsede håndværkere og ingeniører, der ikke kan regne; kort sagt byggebranchens sædvanlige svøber. Men så forbløffes man af en artikel på Ing-nettet den 26.02.2007.
Her står nemlig, at årsagen måske er sjusk i form af dårlige normer.
Jørgen Munch-Andersen fra SBI citeres for følgende:
I 1984 og 1998 blev reglerne for lasttilfælde på buede tage nemlig ændret. Men helt indtil sidste år kunne entreprenørerne selv vælge, hvilket regelsæt de ville bygge efter.
Jørgen sætter trumf på: Det bliver interessant at se, om de tage, som er faldet ned, er dimensioneret efter de nye eller gamle normer.
Ja interessant er vist en underdrivelse.Hvis projektet er udført i henhold til gældende norm og falder sammen ved moderate påvirkninger, er for det første normen fejlbehæftet og for det andet vil de projekterende normalt gå fri ved et uheld. Det vil sige, at hvis teorien om de dårlige normer er korrekt, kan ingen gøres ansvarlig og ingen kan få erstatning.
Samtidigt vil der måske stå bygninger, som man ved er klar til kollaps - og hvem har ansvaret, hvis "man" ved det - og ingen gør noget ved det?
Fristen for at gøre noget er fra nul til otte måneder, afhængigt af om man tror, der kan komme mere sne i marts eller først til november.
Nu er "man" jo også bange for at normsætte (og lovgive) med tilbagevirkende kraft, men det kan blive nødvendigt, hvilket Jørgen også er inde på - se linken ovenfor.
Ham Byggebloggeren er vist lidt hysterisk, kan jeg høre nogen sige, men det synspunkt holder vist kun til, at nogen bliver dræbt. Og hvis nogen dræbes til næste vinter af denne årsag - hva så.
PS
Stor respekt til SBI, der som døende - eller måske afdødt (måske derfor?)sektorforskningsinstitut under Økonomi- og Erhvervsministeriet er begyndt at træde i karakter med markante udtalelser om fx vores sne-tage og Rødovrehusene. Er det en Ålborg-effekt?
Vi mangler i hvertfald flere, der tør sige noget ærligt om kvaliteten i byggeriet.











