/rumfart

Dværgplanet bliver til komet

Om to millioner år er den lille planet 2003-EL61, som i dag kredser i Kuiperbæltet, indfanget af Neptuns tiltrækning.

Af Thomas A. E. Andersen, søndag 21. jan 2007 kl. 13:00

Den usædvanlige dværgplanet 2003-EL61 i det ydre solsystem kan med tiden blive til en komet, hvis den bliver indfanget af planeten Neptun.

2003-EL61 er et stort, klippefyldt legeme, som roterer med stor hastighed. Den er formet som en rugby-bold.

I længden er den lige så stor som Plutos diameter, og den er et af de største objekter, som kredser omkring Solen ude i Kuiperbæltet.

Undersøgelser viser, at 2003-EL61 formodentlig hovedsagelig består af klippe, kun dækket af et tyndt lag vandis på overfladen. Andre objekter i Kuiperbæltet består af meget mere vandis.

Bliver fanget af Neptun

Astronomen Mike Brown fra Californiens teknologiske Institut, har beregnet, at 2003-EL61 med tiden kan blive indfanget af Neptuns tiltrækning og blive slynget ind i et kredsløb omkring Solen med en lav omløbstid.

Mike Brown påpeger ifølge BBC, at om to millioner år vil 2003-EL61 være en komet, den klareste nogensinde observeret.

Mike Browns computerberegninger viser, at 2003-EL61 kredser i en meget ustabil bane og er på vej til at komme tæt ind forbi Neptun. Neptuns tiltrækning vil enten slynge 2003-EL61 ind i det indre solsystem som en komet eller ud i de fjerne Oort-skyer.

Normalt kredser objekterne i Kuiperbæltet i meget stabile baner, men Kuiperbæltet menes at være en slags kilde til kometer med kort omløbstid.

Startede som Pluto

Mike Brown og hans kollegaer her fundet en forklaring på 2003-EL61’s fysiske sammensætning og opførsel. De mener, at 2003-EL61 for 4,5 milliarder år siden var kugleformet og på størrelse med Pluto.

Engang bestod den af halvt is og halvt klippe, men blev ramt af et andet Kuiperbælteobjekt, hvorved størstedelen af dens vandis-kappe brækkede af.

Disse vandis-dele er med tiden faldet ind i det indre solsystem som kometer og smeltet væk. Sammenstødet mener astronomerne har fået 2003-EL61 til at rotere hurtigt, hvilket har givet den dens nuværende form.

Mike Browns resultater blev offentliggjort ved det netop overståede årsmøde for den Amerikanske Astronomiske forening.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.