Tre danske forskere forbereder sig i disse dage på at få en på tuden af deres forskerkollegaer. De mener, at den måde, som kvaliteten af deres kollegers arbejde opgøres på verden over, er forkert.

Konklusionen bygger på en undersøgelse, som torsdag offentliggøres i et af verdens mest anerkendte videnskabstidsskrifter, Nature.

Ph.d.-forsker Sune Lehmann fra DTU og professorerne Andrew D. Jackson og Benny E. Lautrup fra Niels Bohr Instituttet har undersøgt værdien af de kvalitetsmålinger, myndighederne og forskerne selv i dag bruger til at vurdere forskning - og som dermed har stor betydning for både ansættelser og bevillinger.

Siden 2005 har flere og flere universiteter verden over anvendt det såkaldte H-indeks til at vurdere forskere. Det er opfundet af den californiske fysiker Jorge Hirsch. Et H på 20 fortæller, at forskeren blandt sine publikationer har 20, der hver er citeret mindst 20 gange af andre forskere.

»At vurdere en forsker alene på, hvor mange citater personen har, kan give et meget uklart billede. En forsker med 10 procent færre citeringer end en anden forsker, er jo ikke nødvendigvis 10 procent dårligere, og i visse fag, f.eks. i biomedicin, publicerer og citerer man mere end i andre,« siger Benny E. Lautrup.

De tre danske forskere mener, at H-indekset er et modefænomen, og at man i stedet for skal udregne middelværdien.

»H-indexet kan udskille top og bund i et forskerfelt, men det bedste mål er ifølge vores undersøgelser at anvende middelværdien, altså tage antallet af citater, som forskeren har fået, og dividere med, hvor mange artikler vedkommende har skrevet,« siger Sune Lehmann.

Danske grundforskningscentre modtager bevillinger på grundlag af citater, og det kan være et urimeligt problem for centre, der måske på grund af deres stofområde ikke har mange citeringer.

I forskerverdenen er målinger som disse meget følsomme, og den danske artikel ventes at give genlyd i internationale forskerkredse.

»Hvad der kommer ud af det, kan vi jo se ud fra, hvor mange der citerer os,« lyder det drillende fra Benny E. Lautrup.

»Men det er et følsomt område, og mange forskere kan blive ophidsede over det, så måske vi får på tuden.«