Observationer af to gammaglimt tidligere på året har fået astrofysikerne til at genoverveje de måder, hvorpå stjerner kan dø.

Den gængse opfattelse har været, at mindre stjerner, som eksempelvis vor egen Sol, først svulmer langsomt op og dernæst sender en ydre skal af gas ud i Universet. Tilbage bliver en såkaldt hvid dværg på størrelse med Jorden.

Stjerner, der er mere end otte gange tungere end Solen, ender derimod deres dage i en supernovaeksplosion, hvor det meste materiale blæses langt væk, og der kun efterlades en meget kompakt kerne, der enten kan være en neutronstjerne eller et sort hul.

Danske astrofysikere viste i 2003, at der var en sammenhæng mellem supernovaeksplosioner og de kraftige energiudladninger, der går under betegnelsen lange gammaglimt, som har en varighed op til flere hundrede sekunder.

Korte gammaglimt har derimod en helt anden oprindelse, som de danske forskere forklarede i 2005 - et forskningsresultat som Ingeniøren sidste år kårede til det bedste danske forskningsresultat i 2005.

Et gammaglimt, som blev observeret af bl.a. de danske forskere den 14. juni 2006, rejser dog nu tvivl om sammenhængen mellem supernovaeksplosioner og lange gammaglimt.
 
Gammaglimtet, der går under betegnelsen GRB060614, havde en varighed på 102 sekunder, og det placerer det klart i kategorien lange gammaglimt.

Men Johan Fynbo fra Dark Cosmology Center på Niels Bohr Instituttet og en international forskergruppe, som studerede gammaglimtet med flere teleskoper, fandt ingen supernovaeksplosion, der hørte sammen med gammaglimtet.
 
Deres resultater er offentliggjort i tidsskriftet Nature og har fået forskerne til at spekulere på, om gammaglimtet simpelthen er opstået ved, at en tung stjerne er kollapset direkte til et sort hul uden tilhørende supernovaeksplosion. Altså en ukendt måde for stjernedød.

Da det vides, at ikke alle supernovaeksplosioner har gammaglimt tilknyttet, findes der endda måske stjerner, som hverken udsender energi i form af supernovaeksplosioner eller gammaglimt. Deres død kan altså ikke ses.

»Men måske udsender de tyngdebølger, som vi fremtiden kan opfange med nye satellitter,« bemærker Johan Fynbo.

Foreløbig kan man konstatere, at de nye observationer stiller flere spørgsmål, end de besvarer. Det bliver ikke bedre af, at godt nok var GRB060614 et langt gammaglimt, men det har faktisk flere karakteristika til fælles med korte gammaglimt end med lange gammaglimt, som Bing Zhang fra University of Nevada bemærker i en kommentar i Nature.