Få en trådløs router gratis (og del dit internet)
Opstartsvirksomheden Fon forærer trådløse routere væk i Danmark efter først-til-mølle princippet. De gratis routere skal være med til at udbrede Fon-netværket, der allerede har 140.000 medlemmer globalt.
Virksomheden Fon, der driver et wifi-community med 140.000 medlemmer , vil udbrede sit netværk i Danmark og deler gratis routere til en værdi af ca. 260 kroner ud.
Fidusen er, at routeren er åben for alle.
Derfor er kravet, at Fon-brugeren er "gæstfri" og ikke beskytter sit netværk, men derimod stiller det gratis til rådighed. Til gengæld kan han også selv få gratis internet, når han befinder sig et sted, hvor den trådløse routeren hos en anden Fon-bruger er inden for rækkevidde.
De folk, der gerne vil bruge Fon-netværket, men ikke selv stiller en gæstfri trådløs forbindelse til rådighed, skal betale ved kasse et for at logge på netværket. Til gengæld koster det ikke mere end tre euro for et dagspas.
Fon-konceptet har eksistereret i et år, og der er allerede blevet foræret gratis routere væk i Tyskland og Sydkorea. Her har henholdsvis 15.000 og 10.000 brugere foreløbigt sagt ja tak til en router.
Fon har således også selvtilliden i orden op til uddelingen af tidlige julegaver:
»Fon bliver uden tvivl Danmarks største wifi-netværk - næsten allerede inden kampagnen her bliver sat i gang,« siger Fons danske blogger, Jacob Strømlund.
Svenskerne og finnerne får også tilbudt gratis trådløse routere. I andre lande kan de købes for ca. 220 kr.






