/karriere

Gasfyr skal i centralt register

Et central register over alle danske gasfyr vil gøre det enkelt at finde frem til danske familier med farlige fyr i fremtiden, mener Dansk Energis Brancheforening.

Af Henrik Skov, torsdag 30. nov 2006 kl. 18:00

Dansk Energi Brancheforening tager initiativ til at danne et fællesregister, hvor alle oplysningerne om gasfyr i landet kan registreres.

Dermed skal det bliver nemmere og mere overskueligt for VVS-installatørerne at rapportere om danskernes naturgasfyr, mener formanden for brancheforeningen, Per Langkilde.

Hans udspil kommer, efter det er blevet klart, at hverken myndigheder eller leverandører kan identificere 670 af de 3.270 naturgaskunder, som livsfarlige fyr, der kan forgifte dem med kulilte.

Gasselskaberne, som burde vide, hvilke typer af fyr danskerne har, bebrejder VVS-installatørerne, at de ikke afleverer oplysninger om fyrene, sådan som de ellers er forpligtet til.

»Nu begynder alle at pege fingre ad hinanden, og det kan vi ikke bruge til ret meget. De involverede parter bør kunne finde ud af, hvordan problemet løses,« siger Per Langkilde.

Både Sikkerhedsstyrelsen, samtlige gasselskaber og VVS-branchen repræsenteret ved Dansk Smedemesterforening og arbejdsgiverorganisationen Tekniq er derfor nu inviteret til stormøde hos Dansk Energi Brancheforening på torsdag, 30. november.

Der skal være sanktioner

Brancheforeningens formand erkender, at et centralt register ikke hjælper meget, hvis VVS installatørerne fortsat sjusker med afrapporteringen.

»Man må også ind og se på, hvad der egentlig er af sanktionsmuligheder, hvis man ikke følger det system. Det nytter ikke noget at have et regelsæt, hvis der ikke er en konsekvens af ikke at følge det,« siger Per Langkilde.

Han fremhæver, at det er urimeligt, at mere end 20.000 gaskunder skal gøres nervøse over at få brev om, at de muligvis har en farlig gasinstallation, når det kun er en brøkdel af dem, der reelt er i risikogruppen.

Dansk Energi Brancheforening er en interesseorganisation for 135 leverandører og servicevirksomheder inden for olie, gas og biobrændsel.

Formand Per Langkilde er også direktør i Gastech-Energi, der både er leverandør af gaskedler og samtidig landets største servicefirma på området.

Vaillant annoncerer igen efter de forsvundne gasfyrs-ejere

Producenten af de fejlramte fyr, Vaillant, havde torsdag møde med Sikkerhedsstyrelsen om problemet med at finde frem til de sidste 670 gasfyrs-ejere.

Udfaldet blev, at Vaillant nu sætter en annonce i de tre store dagblade på lørdag. Desuden vil Sikkerhedsstyrelsen igen tage kontakt til installatørerne og bede dem være opmærksomme på, om de støder på Vaillant-fyr. Det har Vaillant ifølge eget udsagn ellers allerede forsøgt sig med to gange.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.