Det er ikke kun astrologer, der mener, at stjernerne har betydning for livet på Jorden. Det gør rigtigt mange forskere også.

Det er naturligvis ikke astrologisk vås, sådanne forskere henholder sig, men fysikkens love.

Henrik Svensmark fra Danmarks Rumcenter, der først og fremmest er kendt for teorien om, at kosmisk stråling påvirker Jordens klima indirekte ved at regulere dannelsen af skyer, er sammen med den israelske forsker Nir Shaviv fra Hebrew University of Jerusalem de primære fortalere for stjernernes betydning for Jordens udvikling gennem milliarder af år.

Og i denne måneds udgave af Astronomische Nachrichten offentliggør han to artikler om emnet.

Den ene artikel ser specielt på forholdene de seneste 200 millioner år. I løbet af ca. 240 millioner år cirkler Solen rundt om Mælkevejens centrum gennem både tætte og mindre tætte områder af Mælkevejen karakteriseret ved de fire spiralarme.

De seneste to passager af spiralarmene er sket for henholdsvis 32 og 142 mio. år siden. Klimaet på Jorden kan estimeres ud fra indholdet af oxygen-18 i geologiske data, og Svensmark finder, at der er god korrelation mellem oxygen-18 og de to passager af spiralarmene, hvor den kosmiske stråling er høj, og temperaturen på Jorden derfor lav. Klimaeffekten ses derfor også på den meget store tidsskala.

I den anden artikel ser Svensmark på næsten hele Jordens historie og præsenterer en sammenhæng mellem den kosmiske stråling gennem tre milliarder år og den biologiske aktivitet i samme tidsrum.

Svensmark skriver: "Hvis denne sammenhæng bliver bekræftet tyder det på, at udviklingen af liv på Jorden er stærkt koblet til udviklingen af Mælkevejen".

Hvordan man skal bekræfte en sådan sammenhæng på anden måde, end som han selv har søgt at gøre i sin artikel, har Henrik Svensmark dog ikke noget bud på.

Kort fortalt forklarer Henrik Svensmark sammenhængen mellem kosmisk stråling og livets udvikling på denne måde:

Når den kosmiske stråling er høj, er klimaet koldt. Det er den sammenhæng, som Svensmark også mener helt eller delvist kan forklare de klimavariationer, vi oplever i disse år - men det er en sammenhæng, som mange andre forskere anfægter.

I et koldt klima vil der eksistere store temperaturgradienter mellem isrige polaregne og de varme troper. Det vil forstærke vinde, der vil opblande havets næringsstoffer og lede til høj biologisk aktivitet. Et varmt klima har svage vinde, lav opblanding og lav biologisk aktivitet.

Levende organismer indeholder mindre kulstof-13 end uorganiske materialer, og indholdet af kulstof-13 i sedimenter som funk­tion af tiden er derved et mål for den biologiske aktivitet. Og Henrik Svensmarks data viser en tydelig korrelation mellem den kosmiske stråling og kulstof-13.

Henrik Svensmark har interesseret sig for sammenhængen mellem kosmisk stråling og Jorden på galaktisk tidsskala gennem mange år.

I november 2003 offentliggjorde han sine første analyser heraf i en artikel på preprint-serveren arxiv.org, som fysikerne i stort omfang benytter til at præsentere resultater, før de har været gennem de videnskabelige tidsskrifters peer review proces.

De to nuværende artikler er i høj grad baseret på denne artikel, og derfor er Svensmarks teorier ikke ukendte i videnskabelige kredse. Han har også præsenteret sine resultater på konferencer i Europa og USA i 2004. Ingeniøren omtalte teorien første gang i en artikel den 30. april 2004.