/energi

Ny varmepumpe kan spare energi for én mia.

Kraft-varme-værker kan skåne miljøet og pengepungen med ny varmepumpe

Af Sanne Wittrup, søndag 19. nov 2006 kl. 12:00

En nyudviklet dansk varmepumpe kan spare samfundet for op til én mia. kr. om året. Hvis varmepumpen installeres på små og store kraft-varme-værker, kan samfundet og værkerne bedre udnytte el fra vindmøllerne og dermed spare kul eller naturgas. Også miljøet bliver skånet, da pumpen kan neddrosle udslippet af CO2 med fire pct.

Tallene stammer fra en række foreløbige beregninger på en ny energiplan 2030, som energiprofessor Henrik Lund, Aalborg Universitet, er i gang med for IDA Energiår 2006.

»Den nye type varmepumpe - integreret i kraft-varme-værkerne - har forbavsende­ stor effekt, hvis vi skal have energibesparelser og meget mere vedvarende energi til at gå op i en højere enhed,« siger Henrik Lund. I planen er der regnet med, at 50 procent af landets elforbrug kommer fra vindkraft.

Pumpen, som Teknologisk­ Institut i Århus har udviklet­ på i tre år, bruger kuldi­oxid som arbejdsmedie i stedet for traditionelle kølevæsker. Det medfører, at pumpen kan ­hente varmen i kraft-varmeværkets røggas og meget effektivt udnytte den til produktion af 90-100 grader varmt vand direkte til fjernvarme-ledningen.

For at opnå de beregnede gevinster i 2030 skal der installeres varmepumper med en eleffekt på tilsammen 400 MW på små og store kraft-varme-værker.

Prisen for dette anslåes til omkring otte mia. kr. Det skal kraft-varme-værkerne selv betale, men det er de ifølge fjern-varmeværkernes forening, Dansk Fjernvarme, åbne overfor:

»Vi er åbne over for nye løsninger, hvis der er god økonomi i dem,« siger ingeniør Mogens Nielsen. En nyere undersøgelse viser også, at 30 pct. af værkerne allerede nu forventer elpatroner eller varmepumper inden for 3-5 år.

Kan betale sig

En nyudviklet dansk varmepumpe kan spare samfundet for op til én mia. kr. om året. Hvis varmepumpen installeres på små og store kraft-varme-værker, kan samfundet og værkerne bedre udnytte el fra vindmøllerne og dermed spare kul eller naturgas. Også miljøet bliver skånet, da pumpen kan neddrosle udslippet af CO2 med fire pct.

Hos firmaet Advansor, som satser på at sætte varmepumpen i produktion, er man ikke i tvivl om, at det kan betale sig for en stor del af kraft-varme-værkerne at installere de nye varmepumper:

»Selskabsøkonomisk ser det fornuftigt ud for en stor del af produktionskapaciteten på kraft-varme-værkerne med tilbagebetalingstider på fire til seks år for den totale investering,« siger direktør i ­Advansor Torben M. Han­sen, som har ­været med til at udvikle varmepumpen på Teknologisk Institut.

Energinet.dk, som skal sørge for, at der er balance mellem elforbrug og -produktion i det danske elsystem, er også positive over for varmepumperne:

»Varmepumper er energimæssigt fornuftigt, hvis værkerne vil kunne variere forbrug og produktion af strøm i takt med markedspriserne. Og så er det også godt for hele elsystemet, at efterspørgslen efter strøm er fleksibel,« siger civilingeniør Jens Pedersen fra Energinet.dk.

Den nyudviklede varmepumpe skal efter planen nu testes på to konkrete værker som led i et demonstrations-projekt, hvor også samspillet med elsystemet skal dokumenteres i praksis.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk