/energi

DSB: Vi får ikke ulovlig statsstøtte

DSB bestrider nu beskyldningen fra EU-jurister og de private trafikselskaber om, at DSB modtager ulovlig statsstøtte.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 31. okt 2006 kl. 00:00

DSB blev i går beskyldt, med trafikaftalen fra sidste uge, at modtage ulovlig statsstøtte for 40 mio. kr. Men det er ikke tilfældet, svarer DSB nu.
Både brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik og to anerkendte eksperter på EU-jura mente, den var gal med den støtte til at forlænge lejekontrakten af 34 dobbeltdækkertog, som forliget afsatte.

DSB har været nødt til at forlænge lejekontrakten på togene i hele 2008 for at få den sjællandske regionaltrafik til at hænge sammen, efter at IC4-togene stadig ikke er kommet til at køre.

Men støtten er ikke i orden, vurderede Håndværksrådets kontorchef Peter Vesterdorf:

»Der er tale om ulovlig statsstøtte til DSB. Det bør ikke være Transportministeriets opgave at betale for en opgave, som DSB har forpligtet sig til, men som selskabet endnu ikke kan løse,« sagde han.

Afviser blankt

Men nej, det er ikke ulovlig statsstøtte, siger DSB's chefjurist, Peder Nedergaard Nielsen:

»Det forlængede lejemål af dobbeltdækkerne betyder, at vi får dækket omkostningerne til den mængde trafik, som Transport- og Energiministeriet ønsker, at vi leverer. Det er ikke ulovlig statsstøtte,« siger han nu.

»Af kontrakten mellem ministeriet og DSB fremgår det, at staten reducerer DSB's betalinger i tilfælde af, at leverancerne af IC4-togene er forsinkede. Og de reducerede betalinger mere end opvejer statens udgifter til at forlænge lejemålet på Dobbeltdækkerne,« siger Peder Nedergaard Nielsen.

Arriva er ingen engel

For et par uger siden sendte Dansk Kollektiv Trafik en klage til EU-Kommissionen over, hvad foreningen beskriver som ulovlig statsstøtte til DSB. DKT's direktør, Per Henriksen, synes, det er et kæmpeproblem, at DSB modsat de private selskaber ingen risiko har ved at drive deres forretning. De får blot penge fra statskassen, når det går galt.

Men også Arriva, der bl.a. kører tog for Transportministeriet i Vestjylland, har modtaget statsstøtte. Af et aktstykke fra 2. december 2004 til Folketingets finansudvalg fremgår det, at Arriva har fået 250.000 kr. pr. togsæt til at levetidsforlænge deres MR-tog. Ordret står der:

"Med henblik på at sikre en vis komfortmæssig forbedring af MR-togsættenee er det som en del af forliget aftalt, at Trafikstyrelsen yder Arriva et tilskud på op til 250.000 kr. til op til ti togsæt ( i alt 2,5 mio. kr.) til modernisering af togenes indretning".



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk