Udvidelse af Roskilde Lufthavn godkendt
HUR-rådet har godkendt at den ene startbane i Roskilde Lufthavn bliver udvidet, så antallet af flyvninger kan fordobles.
Beslutningen glæder Københavns Lufthavne, der ejer filialen i Roskilde, men skuffer de mange borgere, der har protesteret og indsamlet underskrifter mod udvidelsen under høringsprocessen.
De frygter, at naboerne til lufthavnen vil få endnu mere støj fra oven, når antallet af flyvninger bliver øget fra 100.000 til 200.000.
»Den store bekymring om blandt andet støjgener, som mange naboer til lufthavnen har givet udtryk for, har naturligvis gjort et stort indtryk. Men HUR-Rådet har i dag besluttet at følge indstillingen fra HURs administration om at vedtage regionplantillægget, da der ikke er fremkommet nye oplysninger i høringsperioden, som kunne føre til en anden beslutning,« siger HURs formand borgmester Mads Lebech i en pressemeddelelse
Kun én ud af HUR-rådets 16 medlemmer stemte imod forslaget til regionplanstillægget.






