Virksomhederne sidder fast i industrisamfundets arbejdsorganisering - det hæmmer kreativitet og innovation og skaber frustration og stress blandt medarbejderne.

»Slip dog tankearbejderne fri. Vi kan alligevel ikke se, om de arbejder, og derfor må vi lade være med at opbevare Danmarks tankearbejdere på nogle kedelige arbejdspæle dag efter dag i samme tidsrum - år ud og år ind.«

Sådan lyder appellen om frihed i bogen "Livsnavigatøren", som Camilla Kring, ph.d. og civilingeniør, netop har udgivet på Børsens Forlag. Bogen står på fundamentet af hendes ph.d.-afhandling "Arbejdsliv og familie - Get a Balance!" fra 2005, og hun har en klar mis­sion med sin bog.

»Når vi fokuserer på den voksende gruppe af danskere, der bliver syge af stress, så har vi en tendens til at kigge enten på den enkelte selv, arbejdspladsen eller samfundet. Gennem naturvidenskaben har vi lært at måle på de enkelte dele, men jeg vil gerne se på problemerne i sammenhæng, for ellers kan vi ikke løse dem,« siger hun.

Skal vi finde balancen, bliver vi derfor nødt til at udfordre meget af det, vi tager for givet, nemlig familiestrukturen samt arbejds- og fritidsbegrebet.

Camilla Kring peger på, at det faktisk kun er de seneste knap 100 år, at vores liv har været delt op i arbejde og fritid. Det skete i 1919, da arbejdstiden blev sat ned til otte timer dagligt, og arbejderne fik otte timers fritid hver dag. Den opdeling giver bare ikke længere mening for for eksempel en ingeniør, der sætter sig søndag eftermiddag med den bærbare for at arbejde eller får den geniale idé til at løse et kompliceret teknisk problem på sin løbetur, påpeger hun.

Virksomhederne sidder fast i industrisamfundets arbejdsorganisering - det hæmmer kreativitet og innovation og skaber frustration og stress blandt medarbejderne.

»I industrisamfundet var kroppen det eneste, arbejdsgiveren var interesseret i. Derfor havde lønmodtagerne brug for fritid, hvor de kunne realisere sig selv. I dag realiserer vidensarbejderen sig i høj grad i kraft af sit arbejde, og derfor flyder grænserne mellem arbejde, fritid og familieliv,« siger hun.

Hvis vi vil stressen til livs, bliver vi derfor nødt til at krænge os fri af klokketidens tyranni, mener Camilla Kring. For hvordan holder vi fast i 8-16-jobbet i en globaliseret verden, hvor kunderne i Asien er tilgængelige tidligt om morgenen, mens det amerikanske marked er klar til at kommunikere i løbet af aftenen.

Men det er ikke bare virksomhederne tidsregning, der er ude af trit. Også samfundet er indrettet efter industritidens behov. Så selv om den enkelte vælger at lægge uret og arbejde efter sine egne ønsker og kundernes behov, så strander projektet lynhurtigt, fordi det praktisk talt er umuligt at få passet sine børn uden for almindelig kontortid.

»Det er paradoksalt, at nutidens tankearbejder må leve med industrisamfundets institutioner. På den måde er samfundet med til at fastholde en bestemt arbejdsform,« siger hun.

Løsningen er ligetil, mener Camilla Kring. Vi bør indrette os med et a-samfund og et b-samfund. A-samfundet er for de morgenfriske, mens b-samfundet er for dem, der arbejder bedst efter kl. 11 og derfor hellere vil komme sent og gå sent. Opdelingen vil kræve en ændring af åbningstider i børnehaver og skoler, men vil give familierne en lang morgenstund eller en lang eftermiddag sammen. Derudover vil trafikkaoset morgen og aften blive formindsket. Oveni vil virksomhederne få mere veloplagte medarbejdere, som møder, når de er selv er klar til det.

Virksomhederne sidder fast i industrisamfundets arbejdsorganisering - det hæmmer kreativitet og innovation og skaber frustration og stress blandt medarbejderne.

Kontrol af medarbejdernes gøren og laden på internettet og overvågning af deres e-mail-korrespondance er endnu et paradoks, mener Camilla Kring. For på den måde har industrisamfundets ledelsesstil, der var præget af kontrol og overvågning, fået en renæssance i kraft af selve den teknologi, som skulle sætte videns-arbejderen fri.

»Mange ledere har en falsk tryghed i, at "jeg ser dig, ergo arbejder du". Derfor afholder masser af danske virksomheder hver dag DM i pælesidning og belønner de medarbejdere, der kommer først og går sidst. Det giver bare ingen mening at måle indsatsen i tid, når det gælder tankearbejde,« siger Camilla Kring.

Hun mener derimod, at det er ledelsens fornemste opgave at skabe en kultur, hvor vidensarbejderne bliver målt på den værditilvækst, han skaber. Derfor er ledelsen nødt til at understøtte den enkeltes egen rytme og tempo.

Men det er ikke kun ledelsen, der er skyld i den udbredte tendens til pælesidnings-konkurrencer, understreger forfatteren.

»Mange har den opfattelse, at hvis jeg arbejder over, skal du også arbejde over. I stedet for at respekterer, at vi har forskellige arbejdstempi. Mens nogle kan klare dagens opgaver på fire timer, har andre brug for otte. Mens nogle trives med en hektisk dagligdag, har andre brug for at fordybe sig. Det skal der være plads til, for det er netop de forskellige rytmer og tempi, der skaber resultat på bundlinien,« siger hun.

Virksomhederne sidder fast i industrisamfundets arbejdsorganisering - det hæmmer kreativitet og innovation og skaber frustration og stress blandt medarbejderne.

Men selv hvis virksomhederne forstår at sætte deres medarbejdere fri, og selv hvis samfundet indretter åbningstider efter en mindre tidsbunden hverdag, så bliver den enkelte nødt til at lære at vælge fra og prioritere, påpeger Camilla Kring.

Hun mener, at vi er ved at drukne i de mange muligheder, der hele tiden byder sig til. Alle muligheder står åbne for os, både de store ting som valg af partner og job og i de små ting som valg af mobiltelefon eller hårshampoo.
»Vi lever i valgfrihedens tyranni. Vi er hele tiden på jagt efter det perfekte valg og stræber efter det, der giver social anerkendelse. Derfor løber vi også i vores private liv rundt i et hamsterhjul. Når der er 300 forskellige slags cornflakes at vælge imellem, så opfatter vi det mere som 299 fravalg end som ét tilvalg. Derfor bør den enkelte spørge sig selv: "Hvor lang tid vil jeg bruge på at købe en mobiltelefon? Hvor mange fritidsaktiviteter vil jeg dyrke?",« siger Camilla Kring.

Titlen på bogen, "Livsnavigatøren", tager fat netop i det hav af muligheder, som vi konstant sejler rundt på - og derfor skal lære at navigere på. Først og fremmest ved at blive bevidst om retningen i vores liv. Hvad betyder noget for os, og hvad ønsker vi at opnå i livet på de forskellige fronter.

Finder vi ud af det, kan vi fylde livet med tilvalg i stedet for fravalg. Kun den, der ved hvor hun skal hen, kan sætte en overordnet kurs, træffe de meningsfulde valg og navigere sikkert gennem livet.

Livsnavigatøren. Af Camilla Kring.
Børsens Forlag, 207 sider, 199 kroner.