Stigende havtemperaturer vil i fremtiden medføre langt kraftigere iltsvind i de danske farvande, end vi kender det i dag. Det fremgår af en ny faglig rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, der konkluderer, at det om 100 år vil være normen med ilt­svind a la det rekordstore tilfælde i 2002, hvis havtemperaturerne som ventet stiger tre grader.

Dermed underminerer den tiltagende menneskeskabte drivhuseffekt effekten af de danske vandmiljøplaner, fordi stigende havtemperaturer skruer op for de iltforbrugende biologiske processer på havbunden. DMU konkluderer samtidig, at de kraftigere iltsvind kan kompenseres, hvis udledningerne af landbrugets næringsstoffer reduceres med 30 procent i forhold til i dag. Det sætter fornyet fokus på det intensive danske landbrug.

Resultatet fra DMU er baseret på, at alle andre parametre end havtemperaturen holdes uændret i perioden frem til år 2100. Dermed forudsætter DMU, at det marine økosystem til den tid ser ud som i dag, inklusive de samme udledninger af næringsstoffer fra landbruget. Resultatet er desuden baseret på, at udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren om 100 år er fordoblet i forhold til niveauet i dag. Det vil give en forventet temperaturstigning i havet omkring Danmark på cirka tre grader i årsgennemsnit.

Med til historien hører, at udsigten til kraftigere iltsvind også bekræftes af andre danske forskere. Et stort fireårigt forskningsprojekt, "Conwoy", med deltagelse af ti forskningsinstitutioner, konkluderede for godt en måned siden noget helt tilsvarende: at ilt­svindene i gennemsnit bliver ligesom rekordåret 2002 og i visse år noget værre.

DMU-rapporten skriver, at det er veldokumenteret, at hastigheden for biologiske processer, herunder iltforbruget ("respirationsprocesser"), generelt stiger eksponentielt med stigende temperaturer.

Stigende havtemperaturer vil i fremtiden medføre langt kraftigere iltsvind i de danske farvande, end vi kender det i dag. Det fremgår af en ny faglig rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, der konkluderer, at det om 100 år vil være normen med ilt­svind a la det rekordstore tilfælde i 2002, hvis havtemperaturerne som ventet stiger tre grader.

Men hvilken konsekvens skal forudsigelserne have?

Ifølge professor i klimaændringer og landbrug Jørgen E. Olesen, Danmarks Jordbrugsforskning, er den stigende drivhuseffekt "ikke rigtig blevet taget alvorligt i de hidtidige vandmiljøplaner". Et eksempel herpå finder han i evalueringen af Vandmiljøplan II, VMP II.

»Da man regnede på udledningerne fra landbruget for at finde effekterne af de hidtidige tiltag, tog man ikke højde for, at nedbørsmønstret faktisk allerede havde ændret sig. Med andre ord blev reduktionen på 100.000 ton i udvaskning, der var sigtet i VMP II, nået, men så at sige i et forældet klima. Med den forøgede vinternedbør, der er virkeligheden nu og i fremtiden, bliver der udvasket mere kvælstof end forudsat i vandmiljøplanerne,« siger Jørgen E. Olesen.

Han tilføjer, at heller ikke i den efterfølgende VMP III er effekterne af den forøgede drivhuseffekt indbygget.

»Kernen i problemstillingen er, at vi får kraftigere nedbør om vinteren, og det betyder større udvaskning af både kvælstof og fosfor,« siger han.

Stigende havtemperaturer vil i fremtiden medføre langt kraftigere iltsvind i de danske farvande, end vi kender det i dag. Det fremgår af en ny faglig rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, der konkluderer, at det om 100 år vil være normen med ilt­svind a la det rekordstore tilfælde i 2002, hvis havtemperaturerne som ventet stiger tre grader.

Ifølge Jørgen E. Olesen giver DMU's rapport en pejling af, hvor vi er på vej hen.

»Fra faglig side har vi i forbindelse med VMP III sagt, at vi får større udvaskning af næringsstoffer, og nu kommer DMU så og siger, at også følsomheden i vandmiljøet stiger på grund af temperaturstigningerne. På den måde rammer drivhuseffekten os to gange,« forklarer han.

For Jørgen E. Olesen at se giver det næsten ingen mening at tale om en generel reduktion af udledningerne fra landbruget på 30 procent. Det vil ifølge ham i praksis være ensbetydende med, at man må opgive at dyrke markerne på grund af for lidt kvælstof til planterne.

Løsningen for ham at se er en blanding af to ting:

»Man må beskytte åer og vandløb ved at udpege de områder, der kan dyrkes intensivt. Og så må man med økonomiske incitamenter drive en teknologisk udvikling frem, så man også ad den vej mindsker tabet af kvælstof,« siger han.