Motorveje savner vedligehold for 800 mio. kroner
Danske motorveje og broer savner vedligeholdelse. En ordentlig forbedring vil koste 800 millioner kroner.
På samme måde som jernbaneskinnerne savner det danske motorvejsnet i alvorlig grad en kærlig hånd.
Selv om regeringen og Dansk Folkeparti i efteråret 2002 bevilgede halvanden milliard kroner til vedligeholdelse, er det så som så med effekten, og skal der for alvor ske noget, skal der yderligere 800 mio. kroner til vedligeholdelse.
Det mener Vejdirektopratet, der til Berlingske Tidende advarer om hastighedsnedsættelser og brospærringer, hvis ikke der bliver grebet ind inden for en overskuelig årrække.
»Hvis man virkelig vil indhente efterslæbet, skal der flere midler til. På den anden side må jeg erkende, at vi er en del af den statslige husholdning. Og der er andre sektorer, som heller ikke har det godt,« siger Vejdirektoratets driftschef Niels Christian Skov Nielsen.
600 millioner af ekstrabevillingen fra 2002 skal bruges næste år, men af de millioner vil cirka halvdelen blive anvendt til den almindelige drift samt vintervedligeholdelse.
Transportminister Flemming Hansen vil først næste år tags stilling til, om Vejdirektoratet skal tilføres yderligere midler.






