/fødevarer

Unge danskere er klar til gensplejsede fødevarer

Knap halvdelen af de 18-30-årige er åbne for at spise GMO-mad, viser undersøgelse

Af Jakob Martini, søndag 15. okt 2006 kl. 12:00

Der kan være et holdningsskifte på vej i den danske befolkning, når det drejer sig om gensplejsede fødevarer. Ifølge en ny meningsmåling, foretaget for Nyhedsmagasinet Ingeniøren af Epinion, er 45 pct. af danskere mellem 18-30 år åbne over for at købe gensplejsede fødevarer. Blandt de adspurgte over 30 år siger 25 pct., at de overvejer at købe GMO-mad.

Åbenheden til GMO blandt de unge står i skarp kontrast til de ældre danskere. Bland de adspurgte over 30 år vil kun 25 pct. overveje at købe GMO-mad.

»Unge er mere vant til ny teknologi. Derfor overrasker det mig ikke, at de er mindre afvisende, men det er bemærkelsesværdigt, at forskellen i aldersgrupperne er så stor. Det har den, mig bekendt, ikke været tidligere,« siger sociolog ved Landbohøjskolen Center for Bioetik og Risikovurdering, Jesper Lassen.

Han understreger samtidig, at det er for tidligt at konstatere, om der er tale om en holdningsændring.

»Det kan sagtens være betinget af livsstadier. Man kunne godt forestille sig, at de bliver mere skeptiske når de bliver ældre og får børn,« siger Jesper Lassen.

Erling Jelsøe, der er lektor på Roskilde Universitetscenter, har været involveret i analyser omkring EU's Eurobarometer, der løbende blandt andet måler EU-borgernes holdning til GMO. Den seneste undersøgelse fra 2005 viser samme tendens til, at unge ser mere positivt på GMO.

»De har ikke samme kendskab til den meget kritiske GMO-debat i midten af 1990'erne. Det tror jeg har stor betydning, og derfor blive de kommende år også meget afgørende. En ny kritisk debat kan få holdningen til at skifte igen,« siger Erling Jelsøe.

Ingeniørens undersøgelse bygger på besvarelser fra 718 danskere over 18 år. Ud over villigheden til at købe gensplejsede fødevarer, har personerne også svaret på, om de mener, at gensplejsede fødevarer generelt bør forbydes.

62 procent af de 18-30-årige svarer nej, mens 19 pct. svarer ja, og 19 procent ved ikke. Til sammenligning mener dobbelt så mange af de adspurgte over 30 år, altså 38 procent, at GMO-fødevarer bør forbydes.

På Landbohøjskolens Institut for Plantebiologi, der arbejder med gensplejsede fødevareplanter, er de unges holdning en glædelig nyhed.

»Det er samme oplevelse, vi har, når vi har gymnasielever på besøg. De fleste ser genmodificering som en teknologi, der skal udnyttes - ofte i modsætning til deres ældre undervisere,« siger institutleder Anna Haldrup.

Hun oplever, at holdningerne har ændret sig i løbet af få år og tror, at det kan få positiv indflydelse på forskningen.

»Vi har allerede set, at socialdemokratiet har skiftet holdning, og jeg tror bestemt, at det her også vil være med til at påvirke politikerne,« siger Anna Haldrup.

Branchedirektør i Fødevareindustrien Ole Linnet Juul håber, at de unges nysgerrighed og åbenhed på sigt kan føre til, at Danmark i højere grad kommer til at udnytte teknologiens muligheder.

»Tallene tyder på, at vi kan få en mere nuanceret debat om genteknologi. Det kan forhåbentlig være med til at løfte os ud af det dødvande, vi stadig befinder os i på dette område,« siger Ole Linnet Juul.

I de senere år har der været få gensplejsede produkter til salg i danske supermarkeder bl.a. majschips og øl. I dag er alle GMO-fødevarer fjernet fra hylderne pga. modstand i befolkningen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.