For nylig har britiske forskere opfundet en metode, der behandler sårene ved hjælp af maddiker, bare uden den såkaldte »bvadr-faktoren«, der er den ubehagelige oplevelse, det er for patienterne at se en masse blege, blinde, bløde, benløse maddiker vrikke rundt på og i deres sår.

Men forskerholdet på universitetet i Nottingham har opfundet en behandling, der kun involverer et ekstrakt af maddikerne.

Ekstraherede proteiner fra den grønne spyflues larver opsuges i en gel af PVA/PVAc, dvs. en geleagtig klump af krydsbundne polymerkæder af polyvinylalkohol og polyvinylacetat.

Det tredimensionale net holder fast på væsken med maddikeekstrakten, som dog langsomt frigives gennem nettets masker.

Forsøg har vist, at når man lægger gelen over en cellekultur af fibroblaster, dvs. bindevævsdannende celler, så påvirkes de til at danne et fast pladeagtigt netværk, som kan dække en sårflade.

Maddike-ekstraktet stimulerer også keratinocytter, dvs. horndannende hudceller, til at brede sig ud i et lag. Derfor forventer Stephen T. Britland og hans kolleger at få succes, når laboratorietestene med cellekulturer erstattes af forsøg med heling af rigtige sår.

I øvrigt er det i de senere år igen blevet moderne at anvende dyr i patientbehandlingen.

Igler suger blod fra blå mærker eller sættes på gigtplagede fingre, hvorved det hirudin, der er i iglens spyt kommer ind i leddene og afhjælper smerterne.

Maddiker i form af larver af spyfluer bruges mange steder til at rense sår, hvilket bl.a. har overflødiggjort mange amputationer hos fx sukkersygepatienter.

Selv hvirveldyr bruges i den såkaldte bioterapi.

I Tyrkiet og Indien kan man i områder med varme, vulkanske kilder få renset sår og psoriasis-skorper af sultne småfisk.

Sårbehandlingen med maddiker vandt indpas i løbet af 1.Verdenskrig, hvor feltkirurgerne bemærkede, at infektion med fluelarver fik sår hos soldaterne til at hele hurtigere. Det var imod al forventning, da man frygtede, at sårene blev inficerede af maddikerne.

Efter krigen bredte metoden sig og blev på et tidspunkt anvendt rutinemæssigt på over 300 hospitaler alene i USA. Da penicillin blev tilgængeligt i midten af 1940'erne gik behandlingen i glemmebogen, fordi man troede, at de nye antibiotika og kirurgien havde gjort den overflødig.

Men nu har behandlingen altså fået en renæssance.

Carita Hansson på Sahlgrenska Universitetssjukhuset i Göteborg har om svenske erfaringer fortalt: »Metoden har vist sin effektivitet ved ildelugtende, inficerede sår med dødt kød. Vi har kun anvendt larverne på de mest vanskelige sår som en sidste udvej, når den konventionelle behandling er kommet til kort. F.eks. sår inficeret med bakterien Staphylococcus aureus, der er en frygtet gæst på hospitaler, fordi den er resistent over for antibiotika. Mange patienter behøver mere end én behandling, men vi ser, at det døde væv opløses hurtigt, og at behandlingerne fungerer godt.«