Nanofibre sikrer fremtidens pas mod forfalskning
Fakta om projektet
• Tilsagn fra Højteknologifonden: 6,5 mio. kr.
• Varighed: Tre år.
Samarbejdspartnere:
• Syddansk Universitet, Sønderborg: Rubahn-gruppen fra SDU har opfundet og optimeret en metode til at generere verdensomspændende, unikke organiske fibre i nanostørrelse.
• Aalborg Universitet: Nano-bio-teknologigruppen ledet af Steffen Pedersen anvender et af landets bedste biofotoniske laboratorier til at undersøge biomolekylers interaktion med overflader og til at udvikle nye former for biosensorer.
• Bioneer: Skaber nyt biotek-analyseudstyr og integrationskoncepter for nye biosensorfremgangsmåder.
• Biomodics: Koncentrerer sig om innovative bio-sensorer, screening og markører.
• Stensborg: En ledende virksomhed indenfor holografiske strukturer til sikkerhedsmarkører.
• Ibsen Photonics: Ibsen Photonics skaber avancerede holografiske gitre og integrerede fotoniske komponenter.
I fremtiden vil det være fibre i nanostørrelse, der afgør ægtheden af et pas, togbilletter eller andre vigtige dokumenter. Teknologien er umulig at forfalske, og en dansk forskergruppe med universitetsforskere og private virksomheder skal sikre, at det er en dansk virksomhed, der kommer først på markedet med et produkt, der kan sælges på verdensmarkedet.
Professor Horst-Günther Rubahn fra Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet er en af de nanoforskere, som på dette særlige område i adskillige år har arbejdet på at udnytte de kommercielle muligheder ved nanoteknologien.
Rubahn-forskergruppen har nu etableret et samarbejde med en række højteknologiske virksomheder om et treårigt forskningsprojekt, der skal skabe et færdigt produkt, der vil gøre arbejdsdagen langt vanskelige for falskmøntnere og andre svindlere.
»Der er tale om en milliardforretning. Potentialet er enormt. I den nærmeste fremtid vil der blive brugt nanoteknologiske sikkerhedsmarkører til at verificere vidt forskellige produkter som eksempelvis pengesedler, dokumenter eller banderoler,« siger Horst-Günther Rubahn.
Forskergruppens mål er at blive i stand til at fremstille nanoteknologiske sikkerhedsmønstre, der i kombination med hologrammer vil være umulige at forfalske - men til gengæld nemme at fremstille og aflæse. Det skal ske ved at integrere fibre i nanostørrelse i produkter, der afslører deres autencitet.
Forskergruppens trumfkort er en unik teknologi, der er baseret på den såkaldte bottom-up-tilgang, hvor nanokomponenterne opbygges af enkelte molekyler - også kaldet selvorganiserende strukturer. Den nye fremstillingsmetode tillader for første gang, at fibrene kan flyttes fra produktionsstedet, koncentreres og flyttes rundt. Den egenskab er patentanmeldt og vil i følge Horst-Günther Rubahn muliggøre udviklingen af færdige sikkerhedsmarkører i løbet af relativt kort tid. [nic]






