Edderkop kan spinde med fødderne
I Costa Rica lever edderkoppen, der kaldes Zebra-tarantel. Et tysk-amerikansk forskerhold har opdaget, at den kan spinde tråde med fødderne.
Den evne gør den i stand til at kravle op ad glatte flader uden at falde ned f.eks. når der kommer et vindpust.
Zebra-tarantellen eller Aphonopelma seemanni er en stor, behåret edderkop, der minder om en Fugleedderkop.
Det kan give alvorlige skader, hvis en så stor edderkop dratter ned. Man har længe vidst, at den havde to hjælpemidler til at holde sig fast til underlaget og til at undgå at glide, når den går.
Den har ligesom andre edderkopper, dels små kroge, der kan holde den fast i små uregelmæssigheder i underlaget, og dels små skæl (kaldt spatulae, pga. spatelformen) som dem, vi tidligere har omtalt, at gekkoen har på sine fødder.
De giver fødderne gode klæbeegenskaber.
Men Zebra-tarantellen har altså endnu et hjælpemiddel.
Stanislav Gorb og hans kolleger fik tarantellen til at vise sit trick ved at jage den op ad en lodret glasplade.
Bagefter var der de nydeligste silkepuder dér, hvor edderkoppefødderne havde stået»undervejs opad. De bestod af et bundet af silkefibre, der hver var 0.2-1.0 my tykke og 0.1-2.5 mm lange. Det er «nanotechnology in action».
Formentlig kan andre edderkoppearter også spinde med fødderne. Det er bare ikke opdaget endnu. Så foreløbig er Aphonopelma helt unik.
Kilde:
Artiklen «Silk-like secretion from tarantula feet» i tidsskriftet Nature, 28.9.06, p.407






