/karriere

Galathea 3 inspirerer Grønlands unge

To grønlandske geologistuderende sejlede med ekspeditionsskibet som levende reklamesøjler for natur- og teknikfagene

Af Mette Buck Jensen, fredag 22. sep 2006 kl. 04:50

Galathea 3-ekspeditionen skal ikke bare inspirere unge danskere til at studere naturvidenskab – på de seneste ugers grønlandstogt deltog også flere grønlandske studerende for at skabe lokal opmærksomhed om forskning og uddannelse. I Australien går endnu en om bord.

Flere deltagere var dermed lokalkendte, da Vædderen sejlede op langs den grønlandske vestkyst. Blandt andre var to af de ellers sjældne grønlandske geologistuderende med om bord og deltog i projektet, der ser nærmere på miljø- og klimaændringer i Sydgrønland. Herudover deltog også en grønlandsk elev på 15 år.

De deltog aktivt i geologernes opskæring af sedimentkerner og studerede fundene i laboratoriet, men ikke mindst fik de opmærksomhed fra de grønlandske medier – både aviser og tv – og derigennem fik de fortalt især den yngre del af grønlænderne noget om forskning.

Initiativtageren til de studerendes deltagelse er projektleder Naja Mikkelsen, hvis familie har en nær tilknytning til Grønland.

»Ud over forskningen har uddannelse af Grønlands ungdom også været meget vigtig for os. Derfor har vi involveret grønlandske unge i vores projekt,« forklarer seniorforskeren fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser.

Hun finder især de naturvidenskabelige retninger væsentlige. Herfra blev der nemlig kun uddannet 26 grønlændere i årene 1990-2000 samt 63 fra ingeniøruddannelserne.

»Jeg brænder virkelig for, at grønlændere skal studere naturvidenskab, da det er så oplagt med de omgivelser, de lever i. Der er et meget stort behov for lokal viden inden for området i Grønland, da der foregår så meget heroppe omkring arktisk, og der er så store udnyttelsesmuligheder af naturen her. Minedrift er oplagt, og det er kun et spørgsmål om, hvornår man finder oliefelter,« siger Naja Mikkelsen.

Derfor arrangerede hun også forforskerskoler for grønlandske unge i 2000 og 2001, hvor de udvalgte ansøgere fik en introduktion til forskellige naturvidenskabelige retninger som geologi og biologi af danske fagfolk.

Ud over et indblik i forskerverdenen gav opholdet på forforskerskolen også de unge et stort netværk, som mange af dem har kunnet bruge siden hen, hvor en hel del af dem er gået i de ønskede retninger som for eksempel geologi, medicin, biologi, geografi og bioanalyse. Blandt andet skaffede det de to geologistuderende pladserne på Vædderen.

De danske forskere kunne have afholdt endnu en forforskerskole i år, men på grund af Galathea var der ikke tid. I stedet planlægger Naja Mikkelsen nu at afholde det igen næste år, da hun allerede er blevet kontaktet af mange, der gerne vil med.

Togtleder på Galatheas grønlandsrejse, Minik Rosing, mener også, at det er vigtigt at fortælle alle om forskning. Derfor var han også med som underviser og inspirator på forforskerskolen ved årtusindskiftet.

»Det er en god måde at få vist, hvad forskerne laver, og det har to formål; at rekruttere studerende til de naturvidenskabelige uddannelser, men det er ikke en fiasko, hvis deltagerne ikke vælger det, da det også er positivt, hvis de fortæller deres omgangskreds om forskerverdenen,« siger Minik Rosing, der mener, at sådanne initiativer er vigtige alle vegne, men da meget forskning foregår på Grønland, var det oplagt at gøre det her.

»Det går fremad med antallet af grønlændere, der tager naturvidenskabelige uddannelser, og der er i dag en hel del grønlandske biologer. Så det begynder at hjælpe på det,« siger han.

De to unge grønlændere gik fra borde, inden Vædderen i sidste uge satte kurs mod Azorerne.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.