En bybus på størrelse med en velvoksen skødehund triller pludselig hen over den rødbrune stenbelægning foran kulturcentret Brandts i Odense. Det får de fleste cafegæster til at løfte hovedet fra cafélatten og bondebrøds-sandwichen og i stedet rette opmærksomheden mod den besynderlige, selvkørende genstand, der forsvinder mellem cafebordene.

Den første internationale Robots at Play-festival er gået i gang, og målet er at fremme interessen og arbejdet med robotteknologi inden for uddannelse, forskning og erhverv. Konkret er det kommet til udtryk i 20 præsentationer af robotter fra lande som USA, Japan og ikke mindst værtslandet selv. Det er tanken med festivalen at vise, at robotter sagtens kan finde anvendelse uden for industrien og dermed til at løse nogle af de opgaver, mennesket har løst manuelt eller som ikke tidligere har kunnet lade sig gøre.

Ph.d.-studerende David Brandt fra civilingeniøruddannelsen på Datateknologi på SDU har medbragt robotten Atron, som han har udviklet sammen Adoptronics-gruppen på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Robotten består af en masse identiske runde moduler, der hver især indeholder en mikrochip, der styrer det enkelte element. Opdelingen af robotten i ens moduler gør imidlertid maskinen særdeles robust. Hvert enkelt modul kan kun rotere om sig selv, og i princippet kan der sættes et uendeligt antal moduler sammen til en lang slange.

David Brandt fortæller, at formålet med anstrengelserne er at lave en robot, der kan ændre sin egen fysiske form. Det gør den egnet til mange typer opgaver, som andre robotter må give op overfor, og fleksibel i en hidtil uset grad. Derfor er robotten heller ikke udviklet med noget specifikt mål for øje.

»Den er bedst at sammenligne den med legoklodser. Her kan du jo bygge alt, og det er i princippet kun fantasien, der sætter grænserne for robottens udfoldelse,« siger han.

Det er eksempelvis relevant, hvis man forestiller sig, at robotten skal indgå i redningsarbejdet i forbindelse med et jordskælv eller lignende, hvor mennesker kan være fanget i sammenstyrtede huse. Her kan den lange robotslange trænge ned i murbrokkerne og ved hjælp af et kamera finde frem til et indespærret menneske. Når den nødstedte er fundet, kan robotten beskytte personen ved at danne en beskyttende skal mellem den nødstedte og murbrokkerne, så de ikke styrter mere sammen under gravearbejdet.

David Brandt peger på, at prototypen af den form-ændrende robot Atron skal ned i størrelse, før den for alvor bliver praktisk anvendelig.

»Det interessante ved den er, at jo mindre den bliver, des stærkere bliver den faktisk, i forhold til hvor meget den fylder,« siger han.

Idéen med at skabe robotten som en lang række af ens moduler er, at hvis et modul går i stykker under en given operation, vil robotten udstøde det defekte modul og kæde de to løse ender sammen igen ved hjælp af nogle connectere. Det er grunden til, at robotten ikke består af noget centralt modul, der styrer de andre.

Også en anden gruppe fra Datateknologi har bidraget til at løse en væsentlig samfundsmæssig problemstilling med deres Roblood, der, til trods for sit terminator-lignende navn kun har redelige hensigter for øje. I øjeblikket er robottens ydre form ved at blive skabt på Designskolen Kolding, og derfor er den ikke fysisk til stede under selve festivalen i Odense. Det er en af skaberne af Roblood til gengæld, Thiusius Savarimuthu, som er specialestuderende på Datateknologi.

Han forklarer, at idéen bag Roblood er at fremstille en robot, der selv kan tage blodprøver af mennesker. Det er nødvendigt, fordi der årligt tages fem millioner blodprøver, og det ensformige arbejde slider på sundhedspersonalet. Samtidig er det svært at tage blodprøver på både børn og gamle, hvor blodårerne henholdsvis er små og dårlige at stikke i. Her hjælper Roblood ved at lyse igennem huden med infrarødt lys, så brugbare blodårer kan findes.

»En automatiseret proces kan være med at hjælpe lige præcis de grupper af patienter, samtidig med at arbejdsbyrden nedbringes, og det ensformige arbejde mindskes for sundhedspersonalet,« siger Thiusius Savarimuthu.

Han forsikrer dog, at selv om der er tale om en robot, der skal tage blodprøver af levende mennesker, så er det ikke tale om en robot i gængs forstand, der med en stor klodset, mekanisk arm, knalder en kanyle ned i armen på patienten. Derimod er der tale om en indretning, der af udseende mest af alt skal komme til at ligne en blodtryksmåler, som fastgøres på armen med velcro. I dette bånd er så monteret en microcontroller, der ved hjælp af det infrarøde lys og et kamera er i stand til at føre en lille nål præcist ind i blodåren og foretage blodprøven.

»Det mest revolutionerende er kombinationen af at kunne lokalisere blodåren og samtidig foretage blodprøven maskinelt,« lyder det fra Thiusius Savarimuthu, der håber på at kunne nå en fuldt funktionel prototype i løbet af tre-fire år.