/karriere

MIT vinder Roboprize 2006

Førstepræmie til robotbamse med berøringsfølsom pels

fredag 15. sep 2006 kl. 10:00

@byline-navn uden streg:Af Bjørn Godske og
Julie Ring-Hansen Holt
bg@ing.dk og jrh@ing.dk
Den første vinder af Robots at Play Prize blev amerikanske MIT Media Lab. Prisen blev uddelt i går torsdag i forbindelse med robotfestivalen "Robots at Play", som finder sted i Odense i disse dage.
Den internationale pris Roboprize 2006, gives til den mest legende eller interaktive robot, er oprettet for at fremme forståelsen for og brugen af robotteknologi i det daglige.

Konkurrencen har været åben for ethvert robotsystem i verden, og 34 kandidater meldte sig. Foruden vinderen talte kandidaterne blandt andet en amerikansk indkøbsvogn, der kan undgå irriterende hæl-påkørsler, en japansk kvindelig ballroom-dansepartner og en tysk robot, der gør det muligt for handicappede børn at lege med legoklodser.

Men det var en bamse, som løb af med sejren. Bamsen "Huggable" lever til fulde op til vurderingskomiteens kriterier for et robotsystem til leg. Der lægges særlig vægt på robotternes underholdningsværdi, kvalitet, interaktivitet og design. Blandt andet er bamsen udstyret med en berøringsfølsom pels, så den reagere på berøringer og for eksempel kigger tilbage på den person, som aer den.

Formanden for komiteen, professor i robotteknologi Henrik Hautop Lund siger:

»Vinderen har vist, at robotteknologi kan bruges på områder, som vi umiddelbart ikke tænker på. Det får os til at tænke på robotteknologi i helt andre sammenhænge og det ændre vores billede af, hvor robotter kan bruges.«

Det ligger godt i tråd med den voksende mængde af robotter, som vinder frem mange steder det daglige liv verden over, hvor støvsugere og græsslåmaskiner er selvkørende, og hvor kælesæler og legetøj styrker børns og voksnes sanseapparater. Derfor er det, ifølge arrangørerne af festivalen, vigtigt at designe robotterne, så de er velintegrerede med det daglige liv og deres naturlige omgivelser – uanset om det er i hjemmet, i byrummet, i sportsklubben eller på legepladsen.

Anerkendelse til fem

Foruden vinderen har fem andre projekter fået en særlig anerkendelse ved at blive nomineret. Det drejer sig om en dansende ro­bot fra Sydkorea, Lego Mindstorms NXT, små legerobotter udviklet af NEC i Japan, krammesælen Paro fra Japan og det tyske Star Kick, som er et superavanceret bordfodbold.

Hver især bliver vinderen og de nominerede fremhævet af komiteen for deres innovative og overraskende design. For eksempel Lego Mindstorms, som giver brugernes kreativitet frit løb og vinderen Huggable samt den japanske krammesæl Paro, der har et terapeutisk indhold.

Bag festivalen står kompetencenetværket Robocluster, og med æren af at vinde Roboprize 2006 følger en check på 10.000 euro (75.000 kroner), som er sponsoreret af den fynske bank Fionia Bank.



Mere om robotfestivalen og de 34 kandidater
j www.robotsatplay.dk



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.