Efter Katrina-orkanen for et år siden og Al Gores film om drivhuseffekten i sommer, er stemningen omkring klimapolitikken ved at vende i USA. Ifølge meningsmålingerne mener 60 til 75 procent af vælgerne nu, at klimaforandringer er et problem, der skal gøres noget ved. Det er en stigning på 20-30 procentpoint siden valget i 2004.

Dermed er et flertal i befolkningen nu skeptisk over for den republikanske regering i ­Washington, der fortsætter uanfægtet med den olievenlige og passive energi- og klima­politik.

Den 7. november er der generalvalg i USA. 36 guvernører, 33 senatorer, alle 435 pladser i Repræsentanternes Hus er i spil, og dertil kommer et svimlende antal politiske magtpositioner i de enkelte stater. Det er umuligt at forudsige magtbalancen i Washington DC efter valget, og medmindre der sker et meget stort stemmeskred, er der stor risiko for en fastlåst situation, hvor kun nødtørftig og ukontroversiel lovgivning bliver gennemført indtil valget i 2008.

Men inaktivitet på føderalt niveau betyder ikke, at USA står stille med hensyn til energi- og klimapolitik. Det betyder, at Washington bliver kørt ud på et sidespor af lokalpolitiske tiltag.

Spejder man fra Bostons Logan Airport ud over vandet i sydøstlig retning, kan man skimte to Vestas-vindmøller – en V47 på 660 kW og lidt længere væk en V80 på 1,8MW. Det er byen Hull, der har fundet de vise sten, når det gælder miljøgodkendelse af vindmøller: Stil dem på den lokale losseplads – den er allerede udklassificeret miljømæssigt. Det trick breder sig som ringe i vandet hele vejen op ad østkysten.

I Chicago, byen der opfandt skyskraberen, har borgmester Richard Daley kastet sig over miljøpolitik i form af tilskud til grønne tage. De sparer energi, afkøler bygningen og forbedrer lokalmiljøet. Byen har også indført positiv særbehandling af energirigtige byggeprojekter. Hvis projektet lever op til højeste miljøstandard, er sagsbehandlingen gratis og tager maksimalt 15 dage.

Californien er nærmest blevet europæisk, efter at den østrigskfødte "El Presidente" Schwarzenegger bemægtigede sig guvernør­posten.

Først gennemtrumfede han 30 procent skrappere krav til bilernes udstødning, og da USA’s forende bilfabrikker lagde sag an for at få kendt loven grundlovsstridig, byggede han sin ene Hummer om til hybridbil og bad dem lade være med at spilde mere af hans tid.

For få dage siden underskrev han en lov, der vil få mindst en million tage udstyret med solceller for at støtte Californiens overbelastede elnet. Det har givet hele solenergibrancen dollartegn i øjnene: Der forventes en årlig vækst på 40 til 50 procent de næste ti år.

Den lovgivende forsamling i Californien prø­ver at få styret "The California Global Warming Solutions Act of 2006" igennem, inden den aftræder. Lovforslaget kræver CO2-udledningen reduceret til 1990-niveau inden 2020. I praksis betyder det, at verdens syvendestørste økonomi – nummer 12 målt på CO2-udslip – de facto underskriver Kyoto-traktaten.

Seattles borgmester Nickels tog initiativ til "Borgmestrenes Klimabeskyttelsesaftale", der kræver, at kommunerne reducerer deres CO2-udslip til syv procent under 1990-niveau inden 2012. 284 borgmestre har allerede skrevet under, og beretningerne om, hvor mange penge bystyret i denne eller hin by har sparet, bliver bilag 1 i valgkampene i efteråret.

Men det stopper ikke der. Hvor der sker forandringer, lugter der af penge, og derfor er store Wall Street-firmaer begyndt at røre på sig. Wal-Mart er et discountsupermarked af værste skuffe. Koncernen betaler af princip mindstelønnen og giver ikke sygesikring til medarbejderne, som tilsammen udgør 1,8 millioner på verdensplan. Men siden marts i år har supermarkedsgiganten haft en grøn politik, der rykker:

Wal-Mart vil eliminere 20 procent af butikkernes drivhusgas på syv år. Lastbiler skal bruge 25 procent mindre diesel om tre år og 50 procent mindre om ti år. Et nyt butiksdesign der bruger 25 procent mindre energi skal stå klar om fire år. I samarbejde med General Electric vil kæden fordoble salget af sparepærer hvert år, og alle underleverandører vil blive presset til at følge trop.

Men træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Der er stadig modstand imod alt, hvad der har med drivhusgasser at gøre, og et uigennemsigtigt net af betalte meninger – fra lobbyister over læserbrevsskribenter til tv-værter – blæser budskabet ud, selv om meningsmålingerne viser, at kun ca. 10 procent af befolkningen deler denne holdning.

Det fremstår særligt klart, at olieselskabet Exxon og bilproducenterne Ford og GM poster millioner i meningsdannelse. Det kan måske undre at de til trods for meget klare signaler i markedet – Ford har for eksempel netop set et 20 procent lavere salg i øjnene – stadig nægter at anerkende, at der sker en global opvarmning. Og hvis der skulle ske en opvarmning, afviser de, at den skulle kunne blive et problem.

Men det er en meget forståelig holdning i deres situation: De har set regningerne, da domstolene begyndte at holde tobaksindustrien ansvarlig for fortidens synder, og hvem har lyst til at vide, hvad det koster i byretten at have oversvømmet halvdelen af Manhattan? u