Boom i efterspørgsel på ubemandede kampfly
Den globale luftforsvarsindustris vigtigste vækstområder er blevet kortlagt. Et område slår dem alle: Markedet for ubemandede luftfartøjer vil ganske enkelt eksplodere i løbet af de kommende ti år.
Ubemandede luftfartøjer - såkaldte UAV'er - er på vej til at blive det dominerende vækstområde for den globale forsvarsindustri. Det fastslår en dugfrisk rapport fra det internationale konsulentfirma, Teal Gruop, med speciale i forsvarsindustrien.
I følge analysen vil de globale udgifter til indkøb af forsvarsrelaterede UAV'er stige fra 19 mia. kr. årligt i 2006 til 65 mia. kr. om året i 2016. Rapporten forudsiger, at forsvarsbudgetterne alene i de vestlige lande vil kanalisere svimlende 385 mia. kr. alene til indkøb af UAV'er til forsvarsformål i løbet af det kommende årti.
»Den helt store dynamo på dette marked er den amerikanske regerings overvældende satsning på ubemandede luftfartøjer til det amerikanske luftvåben,« siger senior analytiker Steve Zaloga fra Teal Group til branchemagasinet AviationNow. Han mener således, at det amerikanske forsvar og amerikanske forsvarsvirksomheder i den nærmeste fremtid vil stå for ca. 80 pct. af verdens samlede forskningsindsats i relation til UAV-teknologi.
»Traditionen fra USA med at satse stort på fremtidige teknologier slår også igennem på dette område. Den europæiske forsvarsindustri er derimod kommet relativt sent i gang,« siger Steve Zaloga.
Rapporten fastslår samtidig, at et civilt marked forventes at opstå ved siden af det militære marked. De civile myndigheder vil primært efterspørge ubemandede fly til opgaver som overvågning af kyststrækninger, forureningsbekæmpelse, grænsekontrol og overvågning af byområder.






