/energi

Dansk bølgekraftanlæg indvies i dag

Efter tre måneders testkørsel bliver Wave Star Energys bølgekraftanlæg indviet i Nissum Bredning, hvor det skal køre i test frem til 2008.

Af Sanne Wittrup, torsdag 31. aug 2006 kl. 00:00

I dag bliver en testudgave af bølgekraftanlægget Wave Star Energy indviet i Nissum Bredning af Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K). Anlægget er et 1:10 skala anlæg, som skal afprøves på Nordvestjysk Folkecenters testsattion for bølgekraftanlæg frem til 2008.

Bag Wavestar-konceptet står industrimanden Per Resen Steenstrup og pengene til projektet kommer blandt andet fra Danfoss familien.

Anlægget blev installeret i april måned og har siden da kørt test i tre måneder - heraf ubemandet siden juli måned:

»Vi er meget tilfredse med resultaterne, som fuldt ud svarer til forventningerne,« siger Per Resen Steenstrup og understreger, at de rigtige energi-tests med optimeringer først skal starte nu og køre de næste fire-fem måneder.

Ifølge forventningerne skal Wave Star-anlægget på 5,5 kW kunne producere en effekt på 1,8 kW ved en halv meter høje bølger. Hvilket ifølge Resen Steenstrup vil betyde, at anlægget på 500 kW - som er næste skridt - vil kunne producere 500 kW ved 2,5 meter høje bølger.

Det giver en el-produktion til cirka 1,60 kr faldende til 1,20 kr. når styktallet øges. Denne produktion kræver bølger på 10 meter vand i for eksempel Vesterhavet.

»Den pris kan sagtens blive lavere, tænkt bare på hvordan vindmøllerne har kunnet optimere deres produktion over årene. De samme potentialer er her på Wavestar, hvor vi kan arbejde med at optimere styringen af absorberne,« siger han.

Wave Star er et bølgekraftanlæg af multi-point-absorber typen. Her sidder en hel række flydere på en fælles struktur. På hver flyder sidder en hydraulikcylinder. Flyderne bevæges op og ned af bølgerne, og hver en opadgående bevægelse trykker olie ind i et fælles transmissions system. Gennem en hydraulikmotor, der driver en generator direkte, bliver disse bevægelser lavet om til strøm

For alle interesserede er der iøvrigt åbent hus på anlægget fra fredag til søndag den 1.- 3. september kl. 10-16.



31. aug 2006 kl 13:55

CLAUS TOPSØE-JENSEN

Dansk bølgekraftanlæg indvies i dag

Det er udmærket, at bølgeenergikonstruktionerne afprøves. Og den elektriske effekt de kan levere til nettet, vil antagelig endda være lidt fordelagtigere end effekten fra vindmøller, fordi bølgeeffekten sikkert er mere forudsigelig og ikke aftager og tiltager helt så pludseligt som vindeffekten. Men de konstruktioner, der hidtil er foreslået, har været ret dyre i forhold til den årsproduktion af elektrisk energi de forventes at kunne levere. Man burde kunne forbedre rentabiliteten en hel del ved samtidig at udnytte dem som bølgebrydere. Hvis de placeres ud for de kyster, hvor der sker en uønsket bølgeerosion, må de kunne reducere bølgeerosionen noget, fordi de absorberer en del af bølgernes energi. Der må være lidt mere smult vande inden for en bølgemaskine end udenfor.Hvis denne virkning af bølgemaskiner ikke allerede er studeret, ville det i det mindste være nyttigt at måle erosionen på de kyster, hvor bølgemaskinerne placeres. 


01. sep 2006 kl 13:39

HOLGER SKJERNING

Re: Dansk bølgekraftanlæg indvies i dag

Artiklen oplyser desværre ikke anlægsomkostningerne - hverken for det lille forsøgsanlæg eller for det kommende 500 kW-anlæg.For hver million, det lille anlæg har kostet, bliver kWh-prisen ca. 6,5 kr. - Altså ca. 30 kr/kwh, hvis det har kostet 5 mio kr.Det kommende anlæg kan levere ca. 1,5 mio kWh/år, og hvis anlægsomkostningerne er f.eks. 20 mio kr, fås en kWh-pris (som oplyst) på ca. 1,35 kr/kWh. Hertil kommer vedligeholdelse og reparationer, som for havplacerede vindmøller har vist sig at være ret voldsomme.Men hvad forventes anlægsudgifter og driftsudgifter at være?? Civ.ing. Holger Skjerning, tidl. lektor i fysik og energi ved DTU. 


01. sep 2006 kl 14:07

Poul-Henning Kamp

Re: Dansk bølgekraftanlæg indvies i dag

Jeg må give Holger ret, Det er da helt utroligt hvis man allerede ved første eller anden prototype er kommet så langt ned med kWh prisen. Held og lykke med projektet! Poul-Henning 


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk