/fødevarer

Maskinen skal klare det beskidte arbejde

I tre år har Claus Søndergård Jensen udviklet på en maskine til rensning af flommerester, hjerne og rygrad på slagtesvin

Af Jakob Martini, fredag 01. sep 2006 kl. 04:50

I tre år har Claus Søndergård Jensen udviklet på en maskine til rensning af flommerester, hjerne og rygrad på slagtesvin.

Hjernen og flommerester på svinet skal fjernes, mens rygmarv og mørbrad skal renses. Det er kravet til den maskine, som ingeniør Claus Søndergård Jensen pusler med på Danish Crowns uddannelsesslagteri i Roskilde.

Opgaven lyder måske en anelse makaber, men selv sammenligner han sit job med noget så hyggeligt som at lege med legoklodser. Det handler om at bygge, opfinde og afprøve igen og igen for til sidst at finde frem til den optimale løsning. Det har han og en kollega foreløbig gjort i tre år alene med denne ene maskine – og de er stadig langt fra målet. Som et levende bevis på, hvor mange kræfter Slagteriernes Forskningsinstitut bruger på at være først i verden med nye højteknologiske løsninger.

»Vi er måske halvvejs med denne her maskine. Det er det lange seje træk, men det er også sjovt at skulle fremstille sådan en maskine helt fra bunden. Det er nok et job for legedrenge,« siger Claus Søndergård Jensen.

Arbejdet har foreløbig ført til et robotlignende monstrum, der står i et hjørne af slagteriet, som ud over at være prøveslagteri for Slagteriernes Forskningsinstitut har til formål at uddanne landets industrislagtere.

»Det er lidt af en Storm P-opstilling, stadigvæk« nærmest undskylder Claus Søndergård Jensen.

»Men den skal vise os, om metoden overhovedet kan praktiseres. Hvis den kan det, vil det så være en maskinproducent, der laver den færdige konstruktion, som kan sættes ind på slagtelinjen,« fortæller han.

Unik teknologiudvikling

I tre år har Claus Søndergård Jensen udviklet på en maskine til rensning af flommerester, hjerne og rygrad på slagtesvin.

Det er de to store danske slagterier Tican og Danish Crown, der ejer Slagteriernes Forskningsinstitut. Den danske forskningsmodel på slagteriområdet er unik i verden og den direkte årsag til, at de danske svineslagterier er nogle af de mest effektive og specialiserede i verden.

Det er ejerne – altså slagterierne – der har bedt om en automatiseret rensning af grisen indvendig. Dels fordi manuel rensning er fysisk hårdt gentagent arbejde. Og dels fordi, man har forhåbninger om, at en automatisering kan give bedre hygiejne og færre fejl.

Claus Søndergård Jensen trykker på startknappen for at vise, hvad maskinen kan. En robotarm bevæger sig ind i det opskårne svin, og et roterende skrabeværktøj for enden af robotarmen skralder flommerester af bugen på svinet.

»Vi har desværre konstateret, at vi samtidig beskadiger kødet, så der er behov for justeringer,« siger han og forklarer, at de vil forsøge at programmere robotarmen til at bevæge sig anderledes og mere skånsomt.

Fjernelsen af flommerester er kun en af tre operationer, som den færdige maskine skal kunne præstere. Den samme robotarm skal også rense mørbraden for de kirtler, som forbrugerne ikke vil have, og så er der den tredje operation, som på en gang skal rense rygmarven og fjerne hjernen.

»Til det har vi bygget en støvsuger med roterende kniv, som føres ned langs rygmarven. Kunsten her er at få kniven til at følge formen på rygmarven. Nogle grise er jo mere krumryggede end andre,« siger Claus Søndergård Jensen.

For at kunne tipasse maskinen det individuelle svin har Claus Søndergård Jensen hentet hjælp på DTU, der ved hjælp af billedbehandling kan gøre maskinen i stand til aflæse rygsøjlens form og tilpasse bevægelsen.

»Vi er ret tæt på at have denne operation færdig, men vi mangler stadig at gøre den hurtigere. Der er ikke ret mange sekunder til hvert svin, når først maskinen kommer ind på en rigtig slagtelinje. Desuden skal alle tre operationer afleveres som en samlet maskine, så vi har et stykke vej endnu« siger Claus Søndergård Jensen, der endnu ikke vil garantere, at rensemaskinen overhovedet bliver en realitet.

Hvordan har du det med den mulighed, at du risikerer at spille mange års arbejde og ressurcer uden noget resultat?

»Jeg er udviklingsmand. Det er en del af gamet, at det ikke altid lykkes, men jeg er nu ret optimistisk denne gang,« siger Claus Søndergård Jensen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.