/karriere

Talknusere med behov for faste rammer

Medarbejdere med aspergers syndrom har det svært med tidens krav til omstillingsparathed og fleksibilitet. Men forstår man det, er de værdifulde for ingeniørvirksomhederne

Af Lene Wessel, fredag 25. aug 2006 kl. 04:50

De er loyale, hårdt arbejdende og ofte højt begavede. Alligevel risikerer de fleste personer med aspergers syndrom i dag at ende uden for arbejdsmarkedet, også selv om de tager en uddannelse som f.eks. ingeniør eller et andet teknisk eller naturfagligt område, som mange af dem foretrækker.

For mens de sjældent har problemer med at holde styr på detaljer og faktuel information, så kløjes de i de sociale spilleregler, der hersker på en arbejdsplads. Og det er rigtig ærgerligt, mener direktør Thorkild Sonne, som for to år siden stiftede virksomheden Specialisterne med det formål at udnytte "autismens karaktertræk til værdifulde opgaver for erhvervslivet".

I dag beskæftiger virksomheden 36 medarbejdere, hvoraf de 28 har diagnosen aspergers syndrom.

»Mennesker med autisme er en værdifuld arbejdskraft, men jeg tror, vi er det første firma, der tror så meget på deres værdi og evner, at vi konkurrerer på markedsvilkår,« siger han.

Specialisterne tester software og datakonvertering og har således fundet sig en niche i it-verdenen, hvor det er svært for "normale" medarbejdere at matche de evner, som karakteriserer personer med aspergers syndrom: god hukommelse, vedholdenhed og evnen til at reagere, hvis noget ser anderledes ud end forventet.

Diagnosen er et spark

Demetrious Haracopos, psykolog og leder af Center for Autisme, møder ofte ingeniører i sin konsultation. De er pligtopfyldende, energiske og pålidelige, men har tit store problemer med at fungere socialt.

De har svært ved at etablere venskaber og kommer nemt til at såre andre, fordi de er mere ærlige, end de uskrevne spilleregler tillader, og dermed kan de også virke arrogante. For mange af dem er det en lettelse af få diagnosen, fordi det forklarer deres problemer med at begå sig.

»Men jeg fortæller dem altid, at diagnosen er et spark til at komme videre og arbejde med det sociale - ikke en sovepude,« siger han og peger på, at arbejdsgiverne også et ansvar for at skabe de faste rammer, som personer med aspergers syndrom har brug for.

Det er Thorkild Sonne fra Specialisterne enig i. Han mener, at tidsånden har gjort det sværere at have aspergers syndrom eller asperger-træk i sin personlighed.

»Folk med asperger er uretfærdigt ramt af vores store fokusering på sociale kompetencer. Tidligere, hvor der ikke var så meget projektarbejde, havde de det meget nemmere, for mange af dem ville trives meget bedre med et fastere ledelseshierarki. Men i vores del af verden, er der i dag kun plads til dem, der er omstillingsparate, fleksible og sociale,« siger Thorkild Sonne.

Aage Sinkbæk, informationsmedarbejder ved Videncenter for Autisme, er fuldstændig enig:

»Tidens plusord beskriver simpelt hen deres personlighedstype med modsat fortegn. Så det arbejdsgiverne beder om, det er alt det de ikke er gode til, og det er meget frustrerende,« siger han.

Også Kirsten Callesen, psykolog og indehaver af Aspergers Ressource Center, mener, at arbejdsgiverne har et ansvar over for denne gruppe medarbejdere.

»Arbejdsgiverne har et ansvar for at være klare i mælet over for medarbejdere, der har asperger eller aspergerlignende træk, Hvis de taler for meget om det, der optager dem, så skal man bede dem direkte om at stoppe. Det nytter ikke noget at rømme sig og kigge på uret, for den slags non-verbal kommunikation fungerer ikke særlig godt, ligesom det ikke bliver en succes at bruge dem i projekter, der kræver meget samarbejde,« forklarer hun.



26. aug 2006 kl 09:21

Peter Sørensen

Talknusere med behov for faste rammer

De der links der er nævnt i papier-version, hvor er de g(l)emt henne?


05. sep 2006 kl 15:18

P.skov Christensen

Re: Talknusere med behov for faste rammer

De g(l)emte links kan findes under artiklen  Psykologer: Asperger er et ingeniørsyndrom [24.08.2006] Denne artikel er der en relation fra under Talknuser... 


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.