Stereo - et nyt par øjne på Solen
To nye rumsonder skal levere tredimensionelle billeder af de enorme udbrud af elektrisk ladede partikler fra Solen
På torsdag opsender Nasa et par nye rumsonder, der skal holde øje med Solen. De to Stereo-sonder skal levere data til tredimensionelle billeder af de kraftige soludbrud, der sender milliarder ton af Solens atmosfære ud i rummet.
Opsendelsen sker med en Delta-II raket fra Cape Canaveral-rumcenteret i Florida torsdag den 31. august mellem kl. 21 og 22.35.
Stereo-sonderne (Solar TErrestrial RElations Observatory) er næsten identiske og skal i de kommende to år levere tredimensionelle data om Solen. Resultaterne kan være med til at kaste lys over Solens opståen, udvikling, og hvad der sker ved de enorme udslyngninger af elektrisk ladede partikler.
Disse udladninger sker, når solens magnetfelt bliver ustabilt, hvorved der dannes de store udbrud på Solen. Disse kaldes koronale masseudkastninger (Coronal Mass Ejections, CME) og skaber kraftige forstyrrelser i Jordens magnetfelt. Udbruddene kan indeholde over 10 mia. ton materiale fra Solens atmosfære. De bevæger sig væk fra Solen med en hastighed på omkring 1,6 mio. kilometer i timen.
Forstyrrelserne kan skabe nedbrud i elforsyningen, som det skete i slutningen af 80'erne i Quebec Canada, og er også årsagen til bl.a. nordlys. Samtidig kan soludbrud være til fare for astronauter, specielt hvis de er på rumvandring uden på rumstationen eller befinder sig på Månens overflade.






