/it

Skeptisk modtagelse af rapport om standarder

Ny rapport om offentlige fælles standarder møder kritik i branchen

Af John Gøtze jg@ing.dk, fredag 18. aug 2006 kl. 04:50

Et tværoffentligt embedsmandsudvalg kom i fredags med en række anbefalinger om, hvordan man kan opnå en bedre sammenhængende og tværgående digital forvaltning ved hjælp af fælles standarder. På den baggrund kræver de radikales it-ordfører, Morten Helveg Petersen, nu en konkret handlingsplan for implementeringen.

Men rapporten er alt for svag, lyder det fra blandt andet Dansk Open Office, der sår tvivl om dens værdi.

En af rapportens anbefalinger er eksempelvis, at der bør igangsættes et arbejde med revurdering af tekstbehandlings- og publiceringsstandarder i forhold til OIO-kataloget med henblik på om muligt at kunne anbefale en eller flere åbne standarder på området. Men det arbejde har allerede været i gang for længe, påpeger Dansk Open Office.

»Det utrolige er, at man på OIO's hjemmeside har kunnet se, at denne proces har været i gang i over et år - ja stort set lige siden Oasis godkendte OpenDocument som standard i maj 2005,« siger Søren Thing Pedersen fra Dansk Open Office, og tilføjer:

»Alligevel er det bedste, som arbejdsgruppen kan komme op med, en anbefaling om at starte en revurdering, som tilsyneladende allerede har stået på alt for længe. Hvem venter man på? Det offentlige Danmark bør gå forrest i brugen af internationalt anerkendte og implementerede åbne standarder for at sikre åbenhed i den digitale forvaltning. Lige nu holder man alle hen, mens man venter på Godot.«

Udvalgets udspil modtages også med en vis skepsis hos Christian Wernberg-Tougaard fra Unisys.

»Det er godt, selvom der optræder lidt rigeligt med "bør",« siger han.

»Risikoen er, at "bedst og billigst" ender med at blive "dyrest og dårligst". Ved at stille skarpe krav om brug af standarder mindskes risikoen betydeligt,« siger han.

Anbefalingerne fra "Udvalget om bedre interoperabilitet", der blev nedsat i marts af Videnskabsministeriet, Finansministeriet, KL og Danske Regioner, er overordnet, at det bør være en fællesoffentlig standardiseringsproces, der fastsætter, hvilke standarder der fremover skal anvendes i den offentlige sektor, samt at alle nye offentlige it-løsninger skal overholde de fastsatte fælles, åbne standarder, med mindre en myndighed har væsentlige grunde til ikke at overholde dem.

Står det til udvalget skal offentlige myndigheder i forbindelse med nye udbud af it-løsninger desuden sikre sig, at data kan deles med andre myndigheder, ligesom at myndigheders hjemmesider skal overholde en række navngivne fælles, åbne standarder, så der sikres bred tilgængelighed til offentlige hjemmesider.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.