/elektronik

Karry er godt for ældres hjerner

Ældre mennesker, der spiser karry en gang imellem, har bedre hjernefunktion end dem, der sjældent rører krydderiet.

Af Niels Berg Olsen nbo@ing.dk, søndag 06. aug 2006 kl. 10:00

Tze-Pin Ng på universitetet i Singapore har vist, at gurkemeje er godt for hjernefunktionen. Han testede 1.010 personer i alderen 60-93 i en såkaldt MMSE-test. MMSE står for Mini-Mental State Examination.

Han udspurgte dem også om deres indtag af karry. Den statistiske analyse gav som resultat, at personer, der "ofte" spiste karry, dvs. mindst en gang om måneden, eller "en gang imellem", dvs. "en eller flere gange på et halvt år, men mindre end en gang om måneden", scorede højere end de, der kun indtog karry "meget sjældent eller aldrig".

Ng er overrasket over, at der er korrelation selv ved så lav en indtagelse som f.eks. hvert halve år.

Gurkemejets skyld

Man regner med, at karryens gunstige effekt på hjernen skyldes krydderiets indhold af gurkemeje, nærmere betegnet af gurkemejens gule farvestof, curcumin, som er en effektiv antioxidant. Han håber at kunne udføre en egentlig klinisk test, hvor man følger en gruppe ældre, hvoraf nogle så får piller med karry/curcumin, andre blot for kalkpiller (placebo), som kan farves gule, så ingen direkte kan se, hvem der får hvad.

Undersøgelsen omtales detaljeret i artiklen "Curry Consumption and Cognitive Function in the Elderly" i tidsskriftet American Journal of Epidemiology, doi:10.1093/aje/kwj267, lagt online 26.7.06

Kilde: Artiklen "Let's go for a brain booster" i tidsskriftet New Scientist, 5.8.06, p.18



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.