/it

Brand i computeren

En ung mand i Norge fik sig en overraskelse, da hans Powerbook pludselig brød i brand og eksploderede.

Af Sanne Wittrup, fredag 04. aug 2006 kl. 00:00

Ifølge det norske VG Nett fik en ung mand fra Kristianssand sig noget af en overraskelse, da hans laptop pludselig begyndte at ryge. Og efter få sekunder – netop som Sølve Skrede var rykket væk fra maskinen – stod der stikflammer ud fra den bærbare Mac-maskines batterilager. Derefter blev batteriet skudt ud af maskinen ved en lille eksplosion og landede lige oven på et eksernt tastatur, som stod foran den bærbare maskine.

Det eksterne tastatur blev sat i brand og brændte – ifølge Sølve Skrede – ganske heftigt. Efter nogle minutter stod flammerne næsten en meter til vejrs og fyldte rummet med tyk, sort røg. Det lykkedes Skrede og hans kolleger at få lempet det brændende tastatur ned i en affaldsspand og få slukket branden.

Derefter kontaktede Sølve Skrede fabrikanten Apple, som allerede dagen efter kom og hentede resterne af maskinen og tastaturet for at sende det hele til nærmere undersøgelse i Irland.

VG Nett har ikke haft held til at få Apples kommentar til eller forklaring på uheldet.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.