To af de helt centrale personer i et af DSB's mest ambitiøse projekter, elektrificeringen af jernbanen, forstår ikke den kritik, som Trafikstyrelsen i sin "Strategianalyse for København-Ringsted" retter mod kørestrømsanlæggene i Danmark.

Hverken akademiingeniør Eigil Koop eller civilingeniør Preben Olesen har nogensinde hørt om den norm, som Trafikstyrelsen karakteriserer som "dyr og fastlåst". Normen, som får skylden for, at danske kørestrømsanlæg er 30 procent dyrere end det europæiske gennemsnit.

Eigil Koop var som chef for DSB's elektrificeringskontor i de første seks afgørende år fra 1979 til 1985 med til at sætte elektrificeringen på skinner:

»Det danske kørestrømsanlæg er et meget effektivt system. Hvordan det kan laves billigere andre steder, kan jeg ikke se.«

»Vi brugte Kystbanen som udviklingsstrækning. Der blev afprøvet tre slags master, ophængsmetoder osv. for at finde det billigste og mest effektive system. Det er ikke et, vi har opfundet. Vores kon­sulent, det engelske rådgiverfirma, Balfour Beatty, var ­specialister i kørestrøm. Så grundlaget for den danske elektrificering var viden fra det engelske marked om, hvordan man laver kørestrømsanlæg.«

»Det blev så skrevet ned til en vejledning i konstruktioner og fremstilling af kørestrømsanlæg. DSB var slem til at sige, at disse tegninger og det, der står i den bog, skal være normen. Muligvis er dét blevet til den detaljerede norm for kørestrømsanlæg,« gætter Eigil Koop.

Den DSB-ingeniør, der skrev vejledningen ned, var Preben Olesen, adm. dir. i Atkins Danmark. Heller ikke han forstår priskritikken.

»DSB kiggede sig grundigt omkring i Europa for at finde det anlægsteknisk, strømmæssigt og økonomisk optimale. Og havde også på strømmen, hvor man foretog et virkelig nyvalg og sprang fra 15 kilovolt 15 2/3 hz til 25 kilovolt 50 hz-systemerne, udenlandske eksperter med.«

Netop dén beslutning var meget omdiskuteret, fordi de danske baner derved kom til at ligge som en isoleret ø mellem de svenske og tyske, som anvendte et andet strømsystem.

Det er tænkeligt, at det afvigende strømsystem kan have smittet af på manglende priskonkurrence om anlægsteknikken, men Preben Olesen mener til gengæld, at det er optimalt at køre på standardniveauerne for det overordnede strømforsyningsnet, fordi man så slipper for frekvensomformning.

Mens Danmarks eneste elektriske tog i 1979 kørte på S-­banen, havde nabolandene Sverige og Tyskland en lang tradition for elektrificering og anvendte gamle og meget gennemprøvede kørestrømssystemer.

DSB's elektrificeringskontor sammenlignede de forskellige kørestrømsanlæg. Kystbanen var prøvestrækning og meget længe undervejs, netop fordi der blev testet betonmaster, stålmaster og andre kontruktioner for at finde frem til den bedste løsning og billigste samlede pris, til systemet stod i marken.

Som Preben Olesen husker processen, ser den sådan ud: 1) Et meget bevidst valg af strømsystem, 2) indhentning af råd fra internationale eksperter, 3) valg af anlægsteknik og 4) forfining af konstruktioner.

Det er tænkeligt, at de overvejelser og beslutninger, som grundede sig på sammenligningerne, resulterede i en norm, som de elektrificerede danske baner skulle bygges efter. Men det tror Preben Olesen heller ikke:

»Jeg vil snarere sige, at elektrificeringsledelsen optimerede konstruktionen af pæle, master, køreledningsanlæg, ophæng osv. Der skete en forfining af de enkelte konstruktioner, en indstilling til serieproduktion, hvor man vidste at man skulle bruge mange pæle, mange master.«