/elektronik

3G på NMT-frekvenser i Danmark

Nordisk Mobiltelefon i Danmark er også på trapperne med en lanceringen af 3G på de gamle NMT-frekvenser. Selskabet planlægger også at lancere 3G mobiltelefoni.

Af Henrik Skov, lørdag 24. jun 2006 kl. 22:00

Nordisk Mobiltelefon i Danmark besidder allerede i dag en licens på 450 MHz frekvensbåndet, hvor det norske søsterselskab også opererer.

Og det danske selskab er i fuld gang med at udbygge sit 3G net baseret på CDMA450 teknologien.
En lancering er "lige på trapperne", bekræfter adm. direktør Erik Hornung over for Ingeniøren. Han vil dog ikke oplyse præcist hvornår en lancering finder sted, men han meddeler, at det sker inden for få måneder.

»Vores introduktion bliver ikke nødvendigvis en kopi af den norske. Vi kigger på at gøre det på en lidt anden måde i Danmark,« siger Erik Hornung uden dog at ville løfte sløret yderligere.

Men danskerne vil også kunne få 3G mobiltelefoni på de gamle NMT-frekvenser, fastslår direktøren.

Det er endnu ikke fastlagt, hvem der skal levere selve håndsættene - og det afhænger også af, hvornår selskabet bringer 3G mobiltelefoni på banen.
Erik Hornung understreger dog, at der i dag findes håndsæt på markedet, der kan benyttes til CDMA450 teknologien, som Nordisk Mobiltelefoni vil anvende.

Teleanalytiker Tore Aarønæs fra Norsk Telecom vurderer dog, at det største potentiale for teknologien findes inden for mobilt bredbånd snarere end mobiltelefoni.

Byder på 450 MHz

IT- og Telestyrelsen har 6. juni meddelt, at styrelsen holder auktion over ledige frekvenser på 450 MHz frekvensbåndet, fordi flere aktører har vist sig at være interesserede i frekvenserne.

De frekvenser er Nordisk Mobiltelefon meget interesserede i, bekræfter Erik Hornung.

»Det er komplementære frekvenser, som vil supplere vores frekvenser og give bedre kapacitet på vores net,« siger han.

Telestyrelsen forventer, at auktionen bliver afholdt i november 2006.
Vilkårene for auktionen er ikke fastsat, men IT- og Telestyrelsen har anbefalet i et notat til videnskabsministeren, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, at de ledige frekvenser udbydes som én licens, der samtidig er teknologineutral - det betyder, at der ikke er lovmæssige hindringer for, at licensen kan anvendes til 3G mobiltelefoni. u



  • Seneste nyt
  • Mest læste
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.