Øl er måske ret sundt
Ny forskning fra Oregon State University viser, at en særlig substans i humle er et gavnligt middel imod prostata-forstørrelse og prostatakræft. En meget stor del af verdens mandlige befolkning over 50 år lider af forstørret prostata.
Det handler om et såkaldt flavonoid, et antioxidant, ved navn Xanthohumol.
Xanthohumol blokerer et protein, NF-kappa, som findes i celler på overfladen af prostata (blærehalskirtelen). Proteinet virker som en kontakt, der kan tænde for adskillige sygdomme, herunder kræft i prostata.
Forskeren Emily Ho, som netop har offentliggjort sine resultater i sidste nummer af fagbladet Cancer Letters, siger i universitetets pressemeddelelse:
»Vi har påvist, at tilførsel af Xanthohumol til en cellekultur blokerer NF-kappa proteinet og bremser både den godartede prostata-forstørrelse og den ondartede prostata-kræft.«
Der skal dog en del af det nyttige stof til for at få den gode virkning. Den koncentration af Xanthohumol, der blev brugt i cellekulturen, svarer til, at en voksen person drikker mere end 17 øl.
En anden forsker fra samme universitet, Fred Stevens, mener dog, at det vil være muligt at fremstille piller med koncentrerede doser af Xanthohumol, så man ikke behøver at drikke voldsomt for at holde vandladningsproblemerne i skak.
En anden mulighed er også at fremavle humle-varianter med et større indhold af Xanthohumol.
Tyske forskere udviklede i 2002 en øltype, som indeholder 10 gange så meget Xanthohumol som almindelige øltyper.
Den bliver markedsført som "sund øl", men det er dog stadig ikke påvist, om indtagelse af denne væske virkelig kan forhindre prostata-forstørrelser eller prostatakræft.
Den brygges på et mikrobryggeri og kan for tiden ikke købes uden for Tyskland.
Bryggeriets adresse er ikke oplyst i Oregon University's pressemeddelelse og heller ikke navnet på drikken.
Emily Ho anbefaler, at man ikke lægger alt for store forhåbninger i den tidlige forskning.
»Al vores forskning er foregået i laboratoriemiljø med kunstigt dyrkede celler i rene opløsninger,« siger hun.
Det er dog lykkedes for Ingeniøren at opspore det tyske sundheds-bryggeri. Det ligger i Stadt Freising ved München, hedder Weihenstephan og kalder sig "verdens ældste bryggeri".
Det særlige bryg med stort indhold af Xanthohumol har fået navnet Xan.
Men det superhøje indhold af Xanthohumol burde det altså være muligt at holde en aldrende prostata i ave med kun 1,7 genstand dagligt.
Det er til at overkomme, og da den findes i en alkoholfri udgave, kan man endda køre bil hjem.





