Hvor er det trådløse net, DSB?
I oktober 2005 besluttede DSB, hvem der skulle levere trådløst internet i togene. Efter mere end et år ser status ikke alt for godt ud.
I øjeblikket er jeg i gang med at lave et projekt. Det involverer kilder, der befinder sig forskellige steder i landet, hvilket betyder, at jeg må tage toget frem og tilbage.
Den ene dag, da jeg sidder i toget, slår det mig, hvor lækkert det dog egentlig ville være, hvis der var trådløst internet i togene, især nu hvor jeg har fået mig en ny bærbar med indbygget trådløst kort, der rent faktisk virker (den gamle bærbare og det trådløse kort var ikke bedste venner).
Så er det jeg kommer i tanke om, at DSB da for noget tid siden valgte en leverandør til noget trådløst internet. Og ganske korrekt, som du også kan læse her på Ing.dk, så valgte DSB i oktober 2005 tyske T-systems som leverandør af trådløst internet i togene, indtil videre på strækningen Århus-København, som jeg befinder mig en del på.
På et tidspunkt var der tale om, at det skulle koste en 20'er ekstra for at have adgang til det trådløse net under togrejsen, en pris jeg egentlig finder rimelig.
Og hvordan ser det så ud her mere end et år efter? Tjaeh, der er stadig ikke trådløst internet i togene. I august 2006 rettede Andreas Johannsen fra Synkron.dk henvendelse til DSB og fik at vide, at det endnu ikke vides, hvornår det bliver muligt med trådløst internet i togene.
DSB har sikkert en del ting at se til lige nu, men det kunne alligevel være rart, hvis det nu blev til noget med det trådløse net i togene, inden teknologien løber helt fra DSB...
Er der nogen, der har nogen tips til, hvordan jeg kan komme på internettet i togene, som det er nu? Jeg har overvejet en BlueTooth USB-nøgle, så jeg vel kan gå på nettet via telefonen. Men kan det svare og/eller betale sig?










